Aftenstur på Østerbro

Går en tur med hunden. Vi har ikke hund, men min mor har, og jeg passer ham.

Det er fredag og efter aftensmaden går vi ud i blæsten. Det er november-lunt og mørkt, og det suser og rusker i træerne. Vi går en tur på Østerbro. Østerbro er et inferno af skilte, som lokker med Cinderella Pizza, Østerbro sol, Marcus Klip og Marcus Knep. Nej, det hedder det selvfølgelig ikke. Det hedder noget mere fancy, men det er det, de mener.

Der er alt fra sådan halv-eksklusive frisørsaloner til ’eksamineret massør i idrætsskader’, en biks med laser-hudpleje og endnu et pizzeria med skrig-grønne facade skilte. Det er som om alle stilarter skriger hej til hinanden på det lille stykke Østerbro.

Lidt længere inde ad Østerbro rejser giganten Nordkraft sig. Høj, mastodontisk og flot. Stadig pakket ind i verdens største stillads og omgivet af langbenede kraner. Men der er åbent. Faktisk er der noget der ligner en folkevandring til stedet. Langt før vi når stedet kan jeg høre reggae-rytmer, som drøner ud i aftenmørket. Men det er ikke fra Nordkraft. Det er Fedtebrødet.

Da vi går forbi hovedindgangen til Nordkraft, ser jeg hvor de alle sammen skal hen. Magtens Korridorer giver koncert kl. 20. Hunden og mig slår et slag om stedet og går ned bagom på den sprit-nyanlagte Nyhavnsgade, som endnu ikke er åbnet - sådan officielt. Jeg trækker hunden med mig igennem vej-afspærringen. Modstræbende følger han efter mig om på bagsiden af Nordkraft. Der står folk og ryger ved bagindgangen. Måske er det bandet og ham forsangeren med frilufts-gebisset?, tænker jeg, men har håret i medvind – og i øjnene – og kan ingenting se.

Hjemad langs Østerbro. Vi går forbi Restaurant Dahl. Der er fuldt hus og det lille sted lokker med lys i vinduerne og vinglas på bordene. Da vi går forbi, kan jeg se, at tjeneren har hektisk røde kinder. Det er et godt tegn. Der er gang i familie-restauranten og jeg bliver lidt glad indeni.

Hjemad går det hurtigt. Vi passerer Galleri East End, pizzariaerne, fodterapeuten, klip, knep og knald og Marcus Kirken. Vi krydser Østre Alle og går op ad Øster Sundbyvej. Forbi Lundbysvej og Kildevældsvej. På Kovshøjsvej er vi hjemme.

Jeg når aldrig at få fornemmelsen af forstad, før jeg kan se hjem. Heldigvis.

Valg-flæsk

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor politikere synes de vil sætte alt på et bræt i ugerne op til en valgkamp. Jo, det nye politikere måske, for hvordan skal vi ellers vide, hvad de står for?Men de gamle i gårde. Hvorfor tror de, vælgerne flytter sit kryds på stemmesedlen, fordi politikerne siger noget fancy på tv i ugerne op til at valg?

Det er for let. Det er jo ikke som surrealisternes automatskrift, hvor jeg står i stemmeboksen og sætter krydset fuldstændig tilfældigt, fordi jeg tænker på en valg-floskel fra en tv-duel dagen før.

De undervurderer vælgerne. Der skal mere til end en floskel eller to. Eller et vellignende billede i 3/4 profil. Eller et lørdags-bolche foran Rema.

Overvejer et farvel til bloggen

Overvejer at forlade bloggen.
Den vil alligevel ikke som jeg vil.
Den vil kun tale pænt - om pæne ting - uden skarpe kanter.
Nogle ord eller temaer nægter den simpelthen at skrive om.
Konsekvent blinker den med 'forbudt' og truer med lavt batteriniveau, hvis forfatteren går over stregen.

Hvis det skal være på den måde, kan den lige så godt pakke sig.
Så det gør den nok.

Siden Sankt Hans

Sankt Hans, hvor lang tid siden er det lige... opgir at tælle dage.

Siden jeg sad og kiggede ind i flammerne på heksen, som fik ild i halmballe-røven, er der gået en sommer. En sommerferie i hvert fald. En atypisk een af slagsen.

Sidste år i sommerferien skinnede solen - ud over det hele hele hele - i Italien. I år har malerpenslen dikteret takten, og der er malet og regeret i et gammelt hus.

Hvis det var mig, som var det gamle hus, ville jeg nyde at blive strøget med hårene. Det er da også somom det strutter og knejser med nakken, jo flere penselstrøg det får.

Det er plat og pjat at tro, at et hus har sjæl. Da det stod og blegnede, rådnede, lugtede og fugtede i efteråret faldt jeg modstræbende for det. Da der blev skrevet hals-over-hoved-slutseddel (det var et ejendomsmægler stunt) tænkte jeg; 'hvordan kan man være så glad for noget, som er så grimt?'. Men der var påklædningsværelse, gamle stuer i stuen og på 1. og en hønsetrappe til 2. sal hemlig gemt bag en dør. Der var også en forsikringssag på en sammenstyrtet kloak, rådne kviste og kanapper og et utæt tag med fugleredder.

Meget mærkelig sommerferie.

Jeg tror huset har en historie, som vil ku genfortælles i en børnebog med illustrerede billeder. Det er fortærsket at starte historien med 'Der var engang'. Men faktisk var bygmesteren fra 1925 også bagermester på en rugbrødsfabrik i Aalborg - det er der alligevel lidt stil og storytelling over.

Sankt Hans

Det er Sankt Hans aften. Jeg pakker barn (den yngste), inviterer min mor og hunden-hendes med, og tar til Sankt Hans på Signalbakken.

Signalbakken er et stort grønt og, ja, bakket område i Vejgaard. Det ligger nabo til familiens nye adresse, så selvfølgelig skal vi derop.

Vel ankommet i god tid bestiger vi bakketoppen. Nyder udsigten over fjorden og byen. Der er bare et problem - vi kan ikke få øje på noget bål. Flere forvirrede Vejgaardgensere med
tæpper under armen vandrer rundt i det høje græs. Vi går lidt frem og tilbage ad de smalle stier. Pludselig råber en lille dreng: "Det er dernede, jeg kan se heksen!"

Nogenlunde med på destinationen beslutter vi at flytte bilen lidt tættere på. Så jeg sender min søn med hunden i forvejen med et "og så ses vi nede ved stien". Og væk er han.

Så skal vi bare finde bilen igen. Vi er uenige om vejen tilbage, så vi ender med at dele os i to.

Da jeg går alene ad stien, er jeg pludselig HELT lost. Stien blir smallere og smallere. Brændenælderne når uanede højder. Igen og igen og.... konstaterer jeg, hvor helt urimelig dårlig jeg er til at finde vej.

ØV

- og så i min egen baghave nærmest - det KAN bare ikke være rigtigt.

Jeg skal også pludselig tisse, som et lyn fra en klar himmel. Præcis som da jeg var barn, og ikke kunne finde vej. 'Tvangspisser', tænker jeg. Ska også altid tisse når jeg står i startområdet i sekunderne før et løb og venter på startskuddet.

Pludselig finder jeg stien ned til bilen. Kører et stykke, og så blir det himmelråbende tydeligt, at jeg bare skal følge menneskemængden hen til bakkedalen.

Og så er vi der og kan smide os på bakken, i aftensolen. Mission completed. Kun sønnen mangler. Går lidt rundt og får øje på ham langt henne ad hovedstien. Han har sat sig tålmodigt til at
vente sammen med hunden. Halvvejs nede ad bakken pifter jeg og råber 'Christofferrrrrr (Sommer Elkjær)'.

Endelig er vi der, med bålet, heksen og båltalerne foran os, vinden i ryggen og den lune aftensol i ansigtet.

Først flere timere senere kommer jeg i tanke om tvangspisseren - den gik ligesom i sig selv.

Ingen vold

Jeg er virkelig kommet på kant med en væg. En rigtig fysisk en altså. Den kræver min tilstedeværelse næsten dagligt.

Først sku den slibes fri for gammelt tapet. 5 lag ialt - ornamenteret, stribet og blomstret.

"Væggen skal bare være ren for tapet".

... ja ja JA- og bagefter skal den spartles, slibes, spartles og slibes.

OG SÅ skal den have noget blåt grunder-vand så det nye filt kan binde, før den endelig kan males.

Efter en lang dag på job kan den væg godt ta pippet fra mig. Som i dag. Jeg blev så indestængt rasende på den. Mens jeg sleb den og dens fine støv dryssede ned overalt på mig, fyrede jeg de vildeste bandeord af. Drak også en øl og som en slags straf til væggen, undlod jeg at fylde spartel på den helt nede ved gulvet.

Min tålmodighed med væggen er brugt op, men den er ikke færdig med mig. Lige nu står den helt sikkert og strutter, mens sandspartlen tørre og hærder til endnu en gang sandpapir.

A la Kongerslev Hestemarked

Det et godt nok lang tid siden. Så længe siden som da jeg var barn og boede i en flække på landet.I sidste uge fik jeg et flash back til luftgyngen, hestehandlerne og de grillede pølser. Dog ikke på landet, men midt i Aalborg.

Der var Open by night i Vejgaard. My hood siden, tja alt for længe. Det var nu lidt under tvang og udsigten til en burger fra Slagter Holmberg, der fik mig overtalt. Slagteren griller på en enourmous grill foran biblioteket, og hele familien Slagter hjælper til med at lave burgere til de sultne Vejgaardgensere.

ALDRIG har jeg set så mange biler parkeret på Brugsens p-plads. Alle mennesker i hele Vejgaard, Aalborg og oplandsbyerne må ha været der. Og det var et inferno af ekstrem tyk grillos og fadøl. Min mor og store datter er med. Datteren sætter kursen og styrer os sikkert imod Matas mangefarvede neglelakker til 25 kr.

Foran Matas er to tropadurer igang med skøn-spil og sang. OK. Forsangeren kan faktisk synge. Men lydstyrken er 1000 og jeg stikker diskret en finger i ørerne, da vi går forbi. Jeg hører ham dog sende en hilsen til familien, som klapper bravt blandt publikum.

Videre til blomsterdamen som har lotteri. Hva fan?! Lykken tilsmiler os og min datter har vundet en præmie. Kan ikke lade være med at grine rigtig højt med blomsterdamen, som nærmest går i falset, da hun udleverer præmien: Et par svømmearmluffer købt i ToysRus. Min datter-bom-stærk er konkurrencesvømmer men kan godt se på blomsterdamen, at HUN (datteren) er blandt de virkelig heldige. Så min 12, snart 13 årige, griner knap så hysterisk med.

Inden vi skal hjem, slår vi et slag omkring Slagter-boden. Køen til hans herligheder er 10 meter lang. Og mens vi står der, kan vi belejligt glo på alle, der går forbi. Også på et af de utallige værtshuse på hjørnet af Odinsgade og Hadsundvej. Det har jeg forresten til gode at prøve, trods alt.

Forlaget GMT

Det startede vist nok engang tilbage i de glade 60'ere.

Min hippie far og hans ven, Busser, sled gangene tynde på Dansk på Århus Universitet. Forlaget fik sin spæde opstart, da de to langhårede fyre fik kendskab til alle specialerne, som stod opbevaret i universitetets kælder. De følte sig vel kaldet til at distribuere dem og startede derfor op med en spritduplikator.

Forlaget GMT blev født - i øvrigt samtidig med forlaget Modtryk fra dengang. Mine forældre tog på bogmesser i Frankfurt. Her fandt de socialistisk litteratur, som de tog med hjem til Danmark, oversatte og udgav. Min far skrev også selv fagbøger, og håbefulde forfattere henvendte sig til det lille forlag og fik med lidt held udgivet deres skriverier.

Senere fik forlaget fast adresse i 9293 Kongerslev, hvor vi boede. Jeg kan huske, der var et kæmpe boglager på 1. salen og al distribution foregik herfra - og fra Mejlgaard Slot, hvor Busser (langhårs vennen) boere i kollektiv.

Bogsalget overgik senere til Fælleekspeditionen i Købehavn, og bogbestillingerne fra privaten droslede ned.

Flere år senere lukkede GMT – det var vel på ingen måde rentabelt, men det havde jo heller aldrig været hensigten. I en årrække blev det til Forlaget ABC. Herfra husker jeg bedst en række børnebøger, blandt andet bogen 'Sidste sommer'. Jeg kan stadig huske børnebogsforfatteren (Lars) og (tegneren) Benny (eller måske var det omvendt) til børnebogs serien.

Jeg var ikke så gammel dengang, men husker ret klart, hvordan forlags-hjemmet altid var fyldt med gæster; forfatter-spirer, gymnasieelever eller min fars venner, som altid lagde store, seriøse, undergravende og socialistiske planer...
- og altid fejrede eller lukkede dem med en fest.

Furien har trukket nitten

"Jeg har trukket nitten
Jeg har jokket i en lort
Samlet den op og bidt i den
Og det’ nitten
Og når jeg prøver på at give den videre
Til en anden idiot
Får jeg den lige i hovedet igen
Nitten"

Hvorfor nu så rasende? Jamen det er jo bare fordi at:

Renoveringstilskuddet lå lige til højrebenet.
Klar parat start ved pc'en sad jeg, den dag boligrenoveringer.dk åbnede for ansøgere. Kl. 9.
Ventet med spænding.
Alles klar.
Håndværkerne havde defineret projetket, og jeg havde styr på online ansøgningen på nettet.

Kl. 9:45 røg ansøgningen igennem. Og lettet var jeg, da jeg fik respons på, at jeg var ansøger nummer et-eller-andet-som-jeg-har-glemt-nu-men-langt-fremme-i-køen-ansøger.

Vente, vente, vente på svaret.

Der så pludselig kom. På mail. I mit spamfilter, med ###SPAM, SPAM, SPAM i emnefeltet, så mailen i første omgang blev sorteret fra sammen med mails fra Shamposhoppen og andre obskure, eksotiske afsendere.

Og så stod der:
"Erhvervs- og Byggestyrelsen kan ikke behandle din ansøgning, idet der ikke er overensstemmelse mellem ansøgningens oplysninger om CPR-nummer, navn og adresse sammenholdt med oplysningerne i CPR-registeret. Styrelsen må derfor afslå din ansøgning."

Hvad?!

Jamn selvfølgelig bor jeg på en anden adresse, vi KAN jo ikke bo i et håndværkertilbud, mens der håndværkes.

Så tasterne kaldte 'Trine, Triiiiiine - skriv og sig det er en misforståelse.

Så det gjorde jeg - en lang mail, som jeg, da jeg så autosvaret fra Erhvervs- og byggestyrelsen, egentlig på forhånd opgav som en mulighed.

"Tak for din mail. Bogligforbedringer.dk har modtaget din henvendelse. Vi modtager i øjeblikket mange henvendelser, og du må derfor påregne en vis sagsbehandlingstid."

OK.

Men så gik der kun en halv dag. Så kom der en rigtig mail - udenom spam-filtret:

"Tak for din henvendelse. Der kan kun ansøges om tilsagn til tilskud, hvis ansøgeren på ansøgningstidspunktet har folkeregisteradresse på den adresse, som der ansøges om tilskud til (...) Vi opfordrer alle til at holde sig orienteret på hjemmesiden boligforbedringer."

Que...?!

Var det mig, der ikke kunne læse? Har jeg misset noget undervejs på de 17 år i det (egentlig ret meget) danske uddannelsessystem?

Læste videre:
"Dit ansøger-ID er herefter ugyldigt, og det er derfor ikke muligt at søge om nyt tilskud med samme ansøger-ID. Du skal derfor oprette et nyt ansøger-ID til login i ansøgningsskemaet og ansøge gennem dette. Du skal være opmærksom på, at du herved får et nyt nummer i køen."

Nitten.

Tror jeg opgir at ansøge om nyt tilsagn til tilskud.

Og til blog-læserne, undskyld den sproglige udgydelse, men den hjalp.

70'er børnelitteratur fra GMT

I går spurgte min datter mig om, hvilke H.C. Andersen eventyr mine forældre læste op for mig, da jeg var barn. Det var en del af hendes lektier den dag. H.C. Andersen, narh altså, det er ikke lige ham eventyr-fætteren, der står klarest i erindringen fra barndommen.

Det tog mig lidt tid at forklare hende, at min far ikke læste H.C. Andersen op for mig og min ældste bror. Den bog jeg bedst husker hed 'Fem fingre kan blive til 1 knytnævt'. Et ultra venstreorienteret stykke børnelitteratur udgivet på mine forældres forlag GMT.

Faktisk stod bogen 2 meter væk i reolen. Jeg stak den til min datter og hun læste den med stor undren. Meget underlig bog...

Men vi hørte også 'Sådan får man et lille barn' - den gjorde nu også indtryk dengang i 70'erne. Måske ville den også ha fænget hos min 12 årige datter.

Løbetur i skoven

Det er dag nr. 2 med rigtig forår. Jeg har ikke løbet i en uge, og da jeg ser solskinnet søndag morgen, kan det kun gå for langsomt. Vil i skoven og løbe 14km ruten i Hammer Bakker. Sidst jeg var der, var i efteråret, da bladene var brun-røde.

Parkerer bilen nede i byen og løber opad mod skoven. Det første lange stykke mod skoven og ud ad byen er op ad bakke. Det er et godt stykke, hvor byen langsomt skrider i baggrunden. Asfaltvejen går over i grusvej og trækronerne vokser sammen og danner næsten en fælles krone. Der er ingen blade på endnu, men hule-fornemmelsen er der alligevel.

Rigtig ind i skoven møder jeg næsten ingen mennesker. 'Husk nu, bare følg vejen. Drej til venstre ved hestefolden, løb forbi Hammer kirke, 2 km. på landevej og drej så til højre ind og hjem igennem skoven igen'. Det er let nok - jeg sikker på ruten. Måske har jeg alligevel et stifinder gen? Eller også er det fordi jeg har løbet her 10-20 gange før og alligevel - hver gang - er utrolig tilfreds med mig selv, fordi jeg ikke farer vild.

Forårssolen skinner ned, og fuglene synger højt oppe. Genkender solsorten, men der er også fugle-sang jeg ikke genkender. Det er sikkert fremmede skov-fugle, som også kan mærke, hvordan det luner.

Skoven har sin egen vidunderlige ro. Mens jeg løber ændrer den karakter. Strækninger med høje slanke træer, afløses af nåleskov. Og der dufter - af fugtig jord og nåletræerne, brænde, forår.

Det er skønt at være her igen. Roen smitter. Jeg tænker ingenting. Lytter efter vejrtrækningen. Mærker at der langsomt etableres en direkte forbindelse fra hovedet hele vejen ned i benene, der løber af sig selv.

Da skoven igen åbner sig mod byen, pilker jeg det sidste stykke ned ad bakke mod bilen. Laver to bøj og to strækøvelser. Ikke for meget - alt det strækkeri er vist nok overvurderet.

Gik igennem Gaden

Jeg gik igennem Jomfru Ane Gade i morges kl. halv fire. Hele aftenen havde vi belejligt undgået Jomfru Ane Gade, men da vi skulle hente vores cykler i gågaden, skød vi vej igennem.

Borgergade er Jomfru Ane Gades forlængede arm. Da vi drejer om hjørnet til Jomfru Ane Gade, lukker Gaden sig op som et kalejdoskop af lys, dunkende musikbølger, værtshuse og drop-in kebab-steder.

Der er stuvende fyldt med mennesker. Stemningen er hektisk og på kogepunktet. Der er kø ved værtshusene. Foran et af dem ligger der en pige på brostenene. Hun har kun en top på – bar mave, bare skuldre og bar ryg, som alle de andre tøser i Gaden. Veninden aer hende på kinden og taler til hende. Hun ser ekstremt fuld ud. Er hun mon faldet og har slået hovedet?

Vi maser os videre gennem bølger af mennesker. De er meget yngre end os, og vi er total fejlcastet i Gadens sceneri. Gadens gæster cruiser imellem værtshusene med fadøl i hænderne. Det er et inferno af iscenesættelser og følelser. Der ryges, skændes, kysses, grædes, spildes. Et sted er der en der brækker sig i en smøge, og i Pisgyden pisser mændene op ad husmurene, som de altid har gjort.

Lettet slipper vi igennem. Kors! Jeg når lige at tænke både frem og tilbage. Tilbage i tiden på mig selv og frem i tiden på min 12-årige datter.

Fri af Gadens klamme favn springer jeg på cyklen og nyder den korte tur hjem. Et sted er der en solsort, som insisterende pipper sine 1. marts lyde ud i natten. Det er den første dag i marts og uret på Marcuskirken viser 3.45.

Skal bare ha med-uden

En køkkenverden åbner sig. Den er fuldstændig overvældende. Skal egentlig bare ha det hvidt og enkelt. Men det er ikke bare.

Man kan ikke 'bare' pege på gaskomfuret som det eneste musthave og så i øvrigt be' om at få resten hvidt og enkelt.

Køkkenvasken er måske det bedste eksempel:

Skal det være en stålvask? Eller en vask i et mere moderne design (som i øvrigt ikke får ridser og hvor fedtet fra stegepanden kan ligge i bunden i flere dage, før man skyller det væk)?

Skal vasken være rund eller firkantet?

Skal I ha en cooker? Den udgyder ikke kun pis-lunkent vand, nej, men rigtig KOGENDE vand - 110 grader tror jeg.

Og skulle det være med-uden sæbedispenser og en lukkeanordning til afløbet? Hvis man vælger det fra nu kan det stærkt anbefales at forberede køkkenvasken til det, så herlighederne kan installeres på sigt.

Er I til skarpede eller afrundede hjørner?

Så vidt køkkenvasken. Har forresten også været i Flisemagasinet og omkring håndværkerne...

En øl der smager

”Den smager af jordbær plukket ved midnatstid af nøgne munke!”

Godt bud. Det kommer fra en af ex-formændene, da vi bliver bedt om at gætte på smagen af øl nummer 10. Den sidste på aftenens liste. En ”Rochefort 10”, 11,3% til 111 kr. literen. En trappist-øl, sort som kul og sikkert brygget af munke i afholdenhed fra alt andet end lige præcis øllet.

Trappist-øllen smager efter sigende af tre ting, og der er mange bud. Den smager af: mere, af frugt, af rosin, karamel, kandis, cannabis eller vandmelon kogt i olie. Jeg syns mest den smager af V6 (men det må være camouflage for en anden løbe-ukorrekt fest-vane).

Kommentaren om jordbær plukket ved midnatstid kom sent. Meget senere end da vi fredag eftermiddag kl. 17 stod seks frysende løbere i en gul-brun idrætshal på Østre Alle – klar til socialløb før aftenens ølsmagning.

Jeg havde et split-sekund overvejet at droppe løbet og bare møde op til ølsmagning. Men jeg glemmer forbeholdene og triller på cyklen de tre minutter ned til hallen. Ser snart at vi kun er seks løbere til socialløbet. Resten ligger med influenza, der er virkelig mandefald. Pyt. Morten, der er den fødte træner og hyggespreder, får hurtigt stemningen op.

”Nu løber i efter mig, som opvarmning svinger vi med højre-armen, for den får vi brug for senere”, siger han. Så vi svinger – hen ad Østre Alle, hvor fredagstrafikken må have undret sig over flokken af løbende halv-originaler med svingende højrearme.

Det viser sig, at vi skal løbe en rute på 500 meter. Rundt og rundt. For hver omgang mødes vi ved hallen, hvor vi slår katten af tønden. Et slag pr omgang. Tønden falder hurtigt, så vi tar’ en ekstra omgang i fredags-disede Vejgaard.

Kl. blir’ 19 og vi skal endelig smage på øllet – og ha’ mad.

Øl-entusiasten er blandt de influenza-ramte, men Gerd og Ole har fingrene i hendes manus og improviserer os igennem aftenen – nogen gange med direkte oplæsning, andre gange krydret med egne, lange beretninger om de i alt 10 øller på listen. Aftenen igennem smager vi på lyse hvedeøl og kulsorte portere.

Der er også et underholdene indlæg om, hvorfor ultraløbere drikker øl – altså alkoholfri øl. For at understrege effekten hiver oplægsholderen en Brugsen-pose med let-øl frem og deler rundhåndet ud. ”Lad os smage og forstå hvad der motiverer ultraløberen, når der lokkes med en let-øl.” Jeg tror ikke rigtig vi fangede den med motivationen.

Aftenen skrider fremad. Det bliver lidt sent. Vi overvejer at gå på Cafe Nordkraft og smage på ’Julesvinet’. En lokal bjesk (vist nok). Brygget privat i Kjeldgårdsgade, Vejgaard og serveret for en slik på Nordkraft.

Men jeg gir fortabt, da hallens alarm umotiveret går i gang. Jeg bryder op og triller hjem. Det har været hyggeligt.

Jeg ved nu, at en undergæret øl gærer langsomt og ved lave temperaturer, mens en overgæret øl gir den gas, er hurtig og gærer ved høj temperatur.

Jeg opgav altså Julesvinet, men hører at ’Påskelammet’ også er på hjemmebryg-fabrikken. Så der blir’ vel en second chance for at smage på en hjemmebrygget, lokal best-seller.

Hankatten tar over

Jeg har en gammel hankat på knap 14 år. Fin mis - halvt perser halvt landbrugskat - fra outlaw Kongerslev.

Troede jeg skulle hygge med benene oppe i sofaen og skrive et seriøst indlæg på bloggen. Men når jeg forsøger, hopper han op og møffer sig ind.

For at få opmærksomhed spinder han højlydt, kigger på mig med halvt lukkede øjne, gør sig til og gnubber sig op ad usb-nøglen med det mobile 3.

Det bliver ikke til noget seriøst indlæg. Han er frygtelig distraherende. Jeg prøver med "Fy Felix - så stopper festen!" men det hjælper ingenting.

Tror han savner de glade dage med fastnet, hvor han kunne spankulere hen over tastaturet og drysse sine sorte-mis hår ud over tasterne. Nu tar han til takke med USB-nøglens blå skær. Han har møvet sig ind under min højre arm og falder i et med den sorte USB. Kun hans spinden og det blå online skær fra 3-nøglen afslører, at han er her.

Han falder til ro. Jeg gir op!

Krisen kradser

Det er ikke længere bare pladder-snak, den finanskrise. Det er over det hele. Hver dag hører jeg om nye bekendte, venner, familie, som har fået fyresedlen.

Og pludselig er alle mændene på villavejen hjemme - alle er de fritstillede, i fire nabohuse på række. Nogen brænder energi af ved at grave kælderen ud, måske fordi man har ønsket det i årevis, men aldrig haft tiden til det. I hvert fald er det tydeligt, at der i ekstremt grad håndværkes i eget hus - og i de andres huse. Det er nok lidt jysk...

På mange måder kan kradse tider motivere nye muligheder, nye veje. Det kan være kærkomment med tid til at tænke sig om.

Men men

I dag så jeg en kulørt tilbudsavis fra Netto, hvor Netto introducerer 'Oprørsudvalg'. Selvfølgelig i stedet for 'ophørsudsalg'. Hvad skal man mene om det udover at det simpelthen er for plat. Hele ideen bag deres nye slogan er så plat, at det ikke bliver mig, der falder for et chok-tilbud og går på oprørsudsalg i Netto!

Men jeg er vist også ved at få influenza, så måske er det derfor jeg er lidt sur.

Året er nyt

Og det er tid til at sætte mål for 2009. Mange har gjort det allerede. Alene Facebooks statuslinjer efterlader ingen tivl om alle de gode intentioner!

Jeg har en vis respekt for folk, som planlægger determinerede mål 3-6-12 måneder ud i fremtiden. Det sætter struktur på tilværelsen og giver (tror jeg) en retning.

Det er slående, hvor mange mål der netop formulerer sig i nytåret. Men hvorfor er det lige nytåret, der er 'the first day in the rest of our lives'?

Helt ærligt - jeg overvejede også - men målene var ikke nye åbenbaringer i anledning af nytåret. De blev bare opsummeret for mig selv på et til-lejligheden-passende tidspunkt. Nytårsaftensdag.

Og så tricker det mig alligevel, at jeg måske også har et mål for 09. Hvis jeg skal løbe et marathon i 09 KRÆVER det, at jeg planlægger minutiøse træningsdage i uger, ja i måneder! På bedste ingeniør-vis vil jeg skulle planlægge, udføre og registrere træningen for at nå i mål. Det vil ikke være nok at sige "Det gør jeg da bare" eller "Man er vel altid i form til en marathon"...

Hvis jeg beslutter mig for det, er det kun fordi jeg ikke kan lade være eller simpelthen bare VIL i mål.
Det ville intet have med dyder som langtigsplanlægning, løbskalendere og registreringer at gøre. Intet.

Nytår og fire måneder på bloggen

Jeg overvejer lidt om bloggen her skal overleve.

Bloggen er fire måneder og 11 blogindlæg gammel.
Den er en slags elektronisk notesblok - åben for kommentarer.
Der er ikke nogen umiddelbar rød tråd i blog-indlæggene.
Egentlig er den vel lidt rodet...

På den anden side - 'Trines' er jo bare et eksperiment.
Eksperimenter skal man ikke ta' livet af, hvis man syns de har en funktion eller er sjove.
Så den får lidt endnu... på den eksperimenterende og let rodede facon.