Det er dag nr. 2 med rigtig forår. Jeg har ikke løbet i en uge, og da jeg ser solskinnet søndag morgen, kan det kun gå for langsomt. Vil i skoven og løbe 14km ruten i Hammer Bakker. Sidst jeg var der, var i efteråret, da bladene var brun-røde.
Parkerer bilen nede i byen og løber opad mod skoven. Det første lange stykke mod skoven og ud ad byen er op ad bakke. Det er et godt stykke, hvor byen langsomt skrider i baggrunden. Asfaltvejen går over i grusvej og trækronerne vokser sammen og danner næsten en fælles krone. Der er ingen blade på endnu, men hule-fornemmelsen er der alligevel.
Rigtig ind i skoven møder jeg næsten ingen mennesker. 'Husk nu, bare følg vejen. Drej til venstre ved hestefolden, løb forbi Hammer kirke, 2 km. på landevej og drej så til højre ind og hjem igennem skoven igen'. Det er let nok - jeg sikker på ruten. Måske har jeg alligevel et stifinder gen? Eller også er det fordi jeg har løbet her 10-20 gange før og alligevel - hver gang - er utrolig tilfreds med mig selv, fordi jeg ikke farer vild.
Forårssolen skinner ned, og fuglene synger højt oppe. Genkender solsorten, men der er også fugle-sang jeg ikke genkender. Det er sikkert fremmede skov-fugle, som også kan mærke, hvordan det luner.
Skoven har sin egen vidunderlige ro. Mens jeg løber ændrer den karakter. Strækninger med høje slanke træer, afløses af nåleskov. Og der dufter - af fugtig jord og nåletræerne, brænde, forår.
Det er skønt at være her igen. Roen smitter. Jeg tænker ingenting. Lytter efter vejrtrækningen. Mærker at der langsomt etableres en direkte forbindelse fra hovedet hele vejen ned i benene, der løber af sig selv.
Da skoven igen åbner sig mod byen, pilker jeg det sidste stykke ned ad bakke mod bilen. Laver to bøj og to strækøvelser. Ikke for meget - alt det strækkeri er vist nok overvurderet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar