Viser opslag med etiketten Restaurant Dahl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Restaurant Dahl. Vis alle opslag

fredag den 20. november 2009

Aftenstur på Østerbro

Går en tur med hunden. Vi har ikke hund, men min mor har, og jeg passer ham.

Det er fredag og efter aftensmaden går vi ud i blæsten. Det er november-lunt og mørkt, og det suser og rusker i træerne. Vi går en tur på Østerbro. Østerbro er et inferno af skilte, som lokker med Cinderella Pizza, Østerbro sol, Marcus Klip og Marcus Knep. Nej, det hedder det selvfølgelig ikke. Det hedder noget mere fancy, men det er det, de mener.

Der er alt fra sådan halv-eksklusive frisørsaloner til ’eksamineret massør i idrætsskader’, en biks med laser-hudpleje og endnu et pizzeria med skrig-grønne facade skilte. Det er som om alle stilarter skriger hej til hinanden på det lille stykke Østerbro.

Lidt længere inde ad Østerbro rejser giganten Nordkraft sig. Høj, mastodontisk og flot. Stadig pakket ind i verdens største stillads og omgivet af langbenede kraner. Men der er åbent. Faktisk er der noget der ligner en folkevandring til stedet. Langt før vi når stedet kan jeg høre reggae-rytmer, som drøner ud i aftenmørket. Men det er ikke fra Nordkraft. Det er Fedtebrødet.

Da vi går forbi hovedindgangen til Nordkraft, ser jeg hvor de alle sammen skal hen. Magtens Korridorer giver koncert kl. 20. Hunden og mig slår et slag om stedet og går ned bagom på den sprit-nyanlagte Nyhavnsgade, som endnu ikke er åbnet - sådan officielt. Jeg trækker hunden med mig igennem vej-afspærringen. Modstræbende følger han efter mig om på bagsiden af Nordkraft. Der står folk og ryger ved bagindgangen. Måske er det bandet og ham forsangeren med frilufts-gebisset?, tænker jeg, men har håret i medvind – og i øjnene – og kan ingenting se.

Hjemad langs Østerbro. Vi går forbi Restaurant Dahl. Der er fuldt hus og det lille sted lokker med lys i vinduerne og vinglas på bordene. Da vi går forbi, kan jeg se, at tjeneren har hektisk røde kinder. Det er et godt tegn. Der er gang i familie-restauranten og jeg bliver lidt glad indeni.

Hjemad går det hurtigt. Vi passerer Galleri East End, pizzariaerne, fodterapeuten, klip, knep og knald og Marcus Kirken. Vi krydser Østre Alle og går op ad Øster Sundbyvej. Forbi Lundbysvej og Kildevældsvej. På Kovshøjsvej er vi hjemme.

Jeg når aldrig at få fornemmelsen af forstad, før jeg kan se hjem. Heldigvis.

søndag den 7. december 2008

Juleøllens Aalborg

Det er lørdag aften, december-aften. Min ældste bror har inviteret familien ud spise. Børnene er ikke med og min mand ligger omgang-syg derhjemme. Derfor er vi kun ’kernen’ – min mor, min søster, mine to brødre og den enes kæreste.

På Retaurant Dahl bliver der kredset for os. Vi hygger os i hinandens selskab en fire timers tid. Derefter smutter min mor hjem.

Vi vil videre ud i jule-øllens Aalborg. Vi fortætter ad Østerbro og falder ind på Cafe Nordkraft. Der er hyggeligt og pænt fyldt med gæster. Vi rammer en sofa og en Thomas Winding lænestol i kælderen. Gamle slidte møbler der ligner noget min farmor havde i stuen. De er meget dybe, og da vi først sidder der, er der ingen vej op.

Der er et andet slæng i kælderen. En efter en vælter de op ad kældertrappe til baren for at hente flere øl eller gå ud for at ryge. Det tager kun et øjeblik før vi falder i snak med dem. Den ene flimrer rundt med et avisudklip med et billede af en post, som han mener må være hans dobbeltgænger. ”Kan I ikke se det??” Han poserer for os, så han ligner posten. ”Tjoooo, jo, jo da!”.

Juleøllene ved vores eget bord får også ben at gå på. Min ældste bror står næsten konstant med et ben i baren og spærrer os andre vejen. Øllene langes videre ned i kælderen i en fart.

Vi morer os uendeligt. Sørens briller går bordet rundt og slører alles syn endnu mere.

Aftenen kulminerer, da vi ud på natten stavrer hjem ad Østerbro og gennem Øster Anlæg. Vi griner så meget og så højt, at det giver genlyd i de halv-tomme gader.

Hvad vi griner af, kan jeg ikke huske. Tror heller ikke de andre kan. Det betyder heller ikke så meget – men oplevelsen med juleøller, briller og avisudklip gør.