Siden Sankt Hans

Sankt Hans, hvor lang tid siden er det lige... opgir at tælle dage.

Siden jeg sad og kiggede ind i flammerne på heksen, som fik ild i halmballe-røven, er der gået en sommer. En sommerferie i hvert fald. En atypisk een af slagsen.

Sidste år i sommerferien skinnede solen - ud over det hele hele hele - i Italien. I år har malerpenslen dikteret takten, og der er malet og regeret i et gammelt hus.

Hvis det var mig, som var det gamle hus, ville jeg nyde at blive strøget med hårene. Det er da også somom det strutter og knejser med nakken, jo flere penselstrøg det får.

Det er plat og pjat at tro, at et hus har sjæl. Da det stod og blegnede, rådnede, lugtede og fugtede i efteråret faldt jeg modstræbende for det. Da der blev skrevet hals-over-hoved-slutseddel (det var et ejendomsmægler stunt) tænkte jeg; 'hvordan kan man være så glad for noget, som er så grimt?'. Men der var påklædningsværelse, gamle stuer i stuen og på 1. og en hønsetrappe til 2. sal hemlig gemt bag en dør. Der var også en forsikringssag på en sammenstyrtet kloak, rådne kviste og kanapper og et utæt tag med fugleredder.

Meget mærkelig sommerferie.

Jeg tror huset har en historie, som vil ku genfortælles i en børnebog med illustrerede billeder. Det er fortærsket at starte historien med 'Der var engang'. Men faktisk var bygmesteren fra 1925 også bagermester på en rugbrødsfabrik i Aalborg - det er der alligevel lidt stil og storytelling over.