tirsdag den 20. april 2010

At vente på et maraton er

  • at ta en beslutning og forberede sig tålmodigt i månedsvis

  • at lytte til maraton-veteranerne som var de historiefortællere omkring et lejrbål

  • at trodse noget der ligner en 12-års vinter fordi det er enten eller

  • at stå til ansvar for sig selv

  • at glemme verden og fokusere

  • at flytte sine grænser for, hvad der er normalt

  • at erkende, at en træningskurve ikke altid er kontinuerligt opadgående

  • at tælle søndage

  • at dedikere søndag formiddag til maraton træning og
    glemme, at man nogensinde har lavet andet

  • at betragte klub-kammerater og løbevenner som medsammensvorne

  • at forberede sig med andre, sammen men hver for sig

  • at skrive dagbog. Løbedagbog

  • at nørdte igennem om ure, sko, strømper, bukser, energidrik, kilometertider, løbegejl, teknik, planlægning...

  • at takke resten af verden fordi den bærer over med een, mens man har sporadiske udfald

  • at vente på selve dagen som var man ansat på Vulkanologisk Center,
    og spejdede utålmodigt efter den næste askesky...

onsdag den 3. februar 2010

Sæson for naboskab

Det er egentlig tankevækkende. Hvordan naboskab er sæsonafhængigt.

Om sommeren ses vi altid. Udenfor. I haverne. På vejen. Over hækken eller i indkørslen. Altid er der en anledning, og den er næsten altid spontan.

Om vinteren er det anderledes. Man ved kun, at naboerne er i live, fordi der er lys i vinduerne. Alle går lissom i vinterhi.

Der er bare lissom to undtagelser - nytårsaften og snevejr:

Nytårsaften mødes alle til knaldfyrværkeri i gaden kl. 00.01. Ved den lejlighed inviterer alle hinanden indenfor, og det er somom dørene til de mange vinterhi pludselig står på vid gab.
Og i løbet af nytårsaften går alle som orker det (eller stadig kan stå på benene) på vold-besøg hos hinanden. Helst flere huse på stribe indtil man ikke orker mere.

Når det sner og der skal ryddes fortov, er det lidt det samme. Alle står og hakker pukkelrygget i sne og is på fortorvet. Men pludselig hører man en lyd og finder ud af, at man ikke er den eneste på IceAge planeten jorden.

Gensynsglæden er stor. Ofte starter det med, at man råber til hinanden. Friske kommentarer og store armbevægelser. Lidt senere får man pludselig et chok, fordi en nabo har bevæget sig over på ens fortov og vil snakke.

Man kan få en god snak, mens man hænger over en skovl.
Jeg tænker det er lissom de der store mennesker i ens joggindragt, der møder hinanden, mens de hænger ind over indkøbsvognen i storcentret.

onsdag den 6. januar 2010

Off - Online

Nogen må vide, at jeg engang var ansat i en IT-funktion. Selvom karrieren var både midlertidig og meget kort, hænger det ved. Det betyder, at jeg engang i mellem får spørgsmål fra folk, som ikke rigtig ved, hvad de skal stille op.

Jeg kan ikke dy mig for at gengive mailen nedenfor. Gengivelsen er udelukkende kærligt ment og da diskression er en dyd, lader jeg (selvfølgelig) afsender forblive anonym.
Nyd den:

"Hej Trine!

På et eller andet tidspunkt når du får tid, kunne du så ikke hjælpe mig med at afklare følgende.

I forbindelse med jeg modtog en mail, tilføjede Windows følgende: "Keep your frinds up to date WITH WHAT YOU DO ONLINE".

Medens vi er igang, hvad er så forskellen på ONLINE/OFFLINE? Det er mit indtryk, at det spiller en rolle, både når jeg modtager eller sender en mail. Sidst har jeg modtaget en mail i dag - dateret g.d.

Endelig kunne jeg godt finde på at spørge, hvorfor Windows beder mig holde mine venner underrettet om, hvorfor jeg benytter online.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er noget der er helt galt.

Gider du ved lejlighed?"