Aftenstur på Østerbro

Går en tur med hunden. Vi har ikke hund, men min mor har, og jeg passer ham.

Det er fredag og efter aftensmaden går vi ud i blæsten. Det er november-lunt og mørkt, og det suser og rusker i træerne. Vi går en tur på Østerbro. Østerbro er et inferno af skilte, som lokker med Cinderella Pizza, Østerbro sol, Marcus Klip og Marcus Knep. Nej, det hedder det selvfølgelig ikke. Det hedder noget mere fancy, men det er det, de mener.

Der er alt fra sådan halv-eksklusive frisørsaloner til ’eksamineret massør i idrætsskader’, en biks med laser-hudpleje og endnu et pizzeria med skrig-grønne facade skilte. Det er som om alle stilarter skriger hej til hinanden på det lille stykke Østerbro.

Lidt længere inde ad Østerbro rejser giganten Nordkraft sig. Høj, mastodontisk og flot. Stadig pakket ind i verdens største stillads og omgivet af langbenede kraner. Men der er åbent. Faktisk er der noget der ligner en folkevandring til stedet. Langt før vi når stedet kan jeg høre reggae-rytmer, som drøner ud i aftenmørket. Men det er ikke fra Nordkraft. Det er Fedtebrødet.

Da vi går forbi hovedindgangen til Nordkraft, ser jeg hvor de alle sammen skal hen. Magtens Korridorer giver koncert kl. 20. Hunden og mig slår et slag om stedet og går ned bagom på den sprit-nyanlagte Nyhavnsgade, som endnu ikke er åbnet - sådan officielt. Jeg trækker hunden med mig igennem vej-afspærringen. Modstræbende følger han efter mig om på bagsiden af Nordkraft. Der står folk og ryger ved bagindgangen. Måske er det bandet og ham forsangeren med frilufts-gebisset?, tænker jeg, men har håret i medvind – og i øjnene – og kan ingenting se.

Hjemad langs Østerbro. Vi går forbi Restaurant Dahl. Der er fuldt hus og det lille sted lokker med lys i vinduerne og vinglas på bordene. Da vi går forbi, kan jeg se, at tjeneren har hektisk røde kinder. Det er et godt tegn. Der er gang i familie-restauranten og jeg bliver lidt glad indeni.

Hjemad går det hurtigt. Vi passerer Galleri East End, pizzariaerne, fodterapeuten, klip, knep og knald og Marcus Kirken. Vi krydser Østre Alle og går op ad Øster Sundbyvej. Forbi Lundbysvej og Kildevældsvej. På Kovshøjsvej er vi hjemme.

Jeg når aldrig at få fornemmelsen af forstad, før jeg kan se hjem. Heldigvis.

Valg-flæsk

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor politikere synes de vil sætte alt på et bræt i ugerne op til en valgkamp. Jo, det nye politikere måske, for hvordan skal vi ellers vide, hvad de står for?Men de gamle i gårde. Hvorfor tror de, vælgerne flytter sit kryds på stemmesedlen, fordi politikerne siger noget fancy på tv i ugerne op til at valg?

Det er for let. Det er jo ikke som surrealisternes automatskrift, hvor jeg står i stemmeboksen og sætter krydset fuldstændig tilfældigt, fordi jeg tænker på en valg-floskel fra en tv-duel dagen før.

De undervurderer vælgerne. Der skal mere til end en floskel eller to. Eller et vellignende billede i 3/4 profil. Eller et lørdags-bolche foran Rema.

Overvejer et farvel til bloggen

Overvejer at forlade bloggen.
Den vil alligevel ikke som jeg vil.
Den vil kun tale pænt - om pæne ting - uden skarpe kanter.
Nogle ord eller temaer nægter den simpelthen at skrive om.
Konsekvent blinker den med 'forbudt' og truer med lavt batteriniveau, hvis forfatteren går over stregen.

Hvis det skal være på den måde, kan den lige så godt pakke sig.
Så det gør den nok.

Siden Sankt Hans

Sankt Hans, hvor lang tid siden er det lige... opgir at tælle dage.

Siden jeg sad og kiggede ind i flammerne på heksen, som fik ild i halmballe-røven, er der gået en sommer. En sommerferie i hvert fald. En atypisk een af slagsen.

Sidste år i sommerferien skinnede solen - ud over det hele hele hele - i Italien. I år har malerpenslen dikteret takten, og der er malet og regeret i et gammelt hus.

Hvis det var mig, som var det gamle hus, ville jeg nyde at blive strøget med hårene. Det er da også somom det strutter og knejser med nakken, jo flere penselstrøg det får.

Det er plat og pjat at tro, at et hus har sjæl. Da det stod og blegnede, rådnede, lugtede og fugtede i efteråret faldt jeg modstræbende for det. Da der blev skrevet hals-over-hoved-slutseddel (det var et ejendomsmægler stunt) tænkte jeg; 'hvordan kan man være så glad for noget, som er så grimt?'. Men der var påklædningsværelse, gamle stuer i stuen og på 1. og en hønsetrappe til 2. sal hemlig gemt bag en dør. Der var også en forsikringssag på en sammenstyrtet kloak, rådne kviste og kanapper og et utæt tag med fugleredder.

Meget mærkelig sommerferie.

Jeg tror huset har en historie, som vil ku genfortælles i en børnebog med illustrerede billeder. Det er fortærsket at starte historien med 'Der var engang'. Men faktisk var bygmesteren fra 1925 også bagermester på en rugbrødsfabrik i Aalborg - det er der alligevel lidt stil og storytelling over.

Sankt Hans

Det er Sankt Hans aften. Jeg pakker barn (den yngste), inviterer min mor og hunden-hendes med, og tar til Sankt Hans på Signalbakken.

Signalbakken er et stort grønt og, ja, bakket område i Vejgaard. Det ligger nabo til familiens nye adresse, så selvfølgelig skal vi derop.

Vel ankommet i god tid bestiger vi bakketoppen. Nyder udsigten over fjorden og byen. Der er bare et problem - vi kan ikke få øje på noget bål. Flere forvirrede Vejgaardgensere med
tæpper under armen vandrer rundt i det høje græs. Vi går lidt frem og tilbage ad de smalle stier. Pludselig råber en lille dreng: "Det er dernede, jeg kan se heksen!"

Nogenlunde med på destinationen beslutter vi at flytte bilen lidt tættere på. Så jeg sender min søn med hunden i forvejen med et "og så ses vi nede ved stien". Og væk er han.

Så skal vi bare finde bilen igen. Vi er uenige om vejen tilbage, så vi ender med at dele os i to.

Da jeg går alene ad stien, er jeg pludselig HELT lost. Stien blir smallere og smallere. Brændenælderne når uanede højder. Igen og igen og.... konstaterer jeg, hvor helt urimelig dårlig jeg er til at finde vej.

ØV

- og så i min egen baghave nærmest - det KAN bare ikke være rigtigt.

Jeg skal også pludselig tisse, som et lyn fra en klar himmel. Præcis som da jeg var barn, og ikke kunne finde vej. 'Tvangspisser', tænker jeg. Ska også altid tisse når jeg står i startområdet i sekunderne før et løb og venter på startskuddet.

Pludselig finder jeg stien ned til bilen. Kører et stykke, og så blir det himmelråbende tydeligt, at jeg bare skal følge menneskemængden hen til bakkedalen.

Og så er vi der og kan smide os på bakken, i aftensolen. Mission completed. Kun sønnen mangler. Går lidt rundt og får øje på ham langt henne ad hovedstien. Han har sat sig tålmodigt til at
vente sammen med hunden. Halvvejs nede ad bakken pifter jeg og råber 'Christofferrrrrr (Sommer Elkjær)'.

Endelig er vi der, med bålet, heksen og båltalerne foran os, vinden i ryggen og den lune aftensol i ansigtet.

Først flere timere senere kommer jeg i tanke om tvangspisseren - den gik ligesom i sig selv.

Ingen vold

Jeg er virkelig kommet på kant med en væg. En rigtig fysisk en altså. Den kræver min tilstedeværelse næsten dagligt.

Først sku den slibes fri for gammelt tapet. 5 lag ialt - ornamenteret, stribet og blomstret.

"Væggen skal bare være ren for tapet".

... ja ja JA- og bagefter skal den spartles, slibes, spartles og slibes.

OG SÅ skal den have noget blåt grunder-vand så det nye filt kan binde, før den endelig kan males.

Efter en lang dag på job kan den væg godt ta pippet fra mig. Som i dag. Jeg blev så indestængt rasende på den. Mens jeg sleb den og dens fine støv dryssede ned overalt på mig, fyrede jeg de vildeste bandeord af. Drak også en øl og som en slags straf til væggen, undlod jeg at fylde spartel på den helt nede ved gulvet.

Min tålmodighed med væggen er brugt op, men den er ikke færdig med mig. Lige nu står den helt sikkert og strutter, mens sandspartlen tørre og hærder til endnu en gang sandpapir.

A la Kongerslev Hestemarked

Det et godt nok lang tid siden. Så længe siden som da jeg var barn og boede i en flække på landet.I sidste uge fik jeg et flash back til luftgyngen, hestehandlerne og de grillede pølser. Dog ikke på landet, men midt i Aalborg.

Der var Open by night i Vejgaard. My hood siden, tja alt for længe. Det var nu lidt under tvang og udsigten til en burger fra Slagter Holmberg, der fik mig overtalt. Slagteren griller på en enourmous grill foran biblioteket, og hele familien Slagter hjælper til med at lave burgere til de sultne Vejgaardgensere.

ALDRIG har jeg set så mange biler parkeret på Brugsens p-plads. Alle mennesker i hele Vejgaard, Aalborg og oplandsbyerne må ha været der. Og det var et inferno af ekstrem tyk grillos og fadøl. Min mor og store datter er med. Datteren sætter kursen og styrer os sikkert imod Matas mangefarvede neglelakker til 25 kr.

Foran Matas er to tropadurer igang med skøn-spil og sang. OK. Forsangeren kan faktisk synge. Men lydstyrken er 1000 og jeg stikker diskret en finger i ørerne, da vi går forbi. Jeg hører ham dog sende en hilsen til familien, som klapper bravt blandt publikum.

Videre til blomsterdamen som har lotteri. Hva fan?! Lykken tilsmiler os og min datter har vundet en præmie. Kan ikke lade være med at grine rigtig højt med blomsterdamen, som nærmest går i falset, da hun udleverer præmien: Et par svømmearmluffer købt i ToysRus. Min datter-bom-stærk er konkurrencesvømmer men kan godt se på blomsterdamen, at HUN (datteren) er blandt de virkelig heldige. Så min 12, snart 13 årige, griner knap så hysterisk med.

Inden vi skal hjem, slår vi et slag omkring Slagter-boden. Køen til hans herligheder er 10 meter lang. Og mens vi står der, kan vi belejligt glo på alle, der går forbi. Også på et af de utallige værtshuse på hjørnet af Odinsgade og Hadsundvej. Det har jeg forresten til gode at prøve, trods alt.