tirsdag den 7. juni 2011

Ideer, prøveballoner og Innovationsforum

Jeg er kommet med i et nystartet innovationsforum på mit arbejde. Opgaven lyder fra direktøren: "Find på noget, spring ud, lav prøveballoner. Der er ingen rammer, alt er op til jer, men præsenter gerne den første gode ide indenfor et års tid" – sagde han og gik ud ad døren. Og så var resten op til os.

Jeg føler mig ekstremt priviligeret over, at min arbejdsplads så bevidst skaber rum for innovation. Nu er det op til det ene direktionsmedlem, de to afdelingsledere og de syv medarbejdere, der tilsammen udgør Innovationsforum, at agere i det og fylde rammerne ud. Og jeg glæder mig!

Ved ikke, om jeg vil blogge om det, men begejstringen over kick-starten er ikke til at tage fejl af.

tirsdag den 20. april 2010

At vente på et maraton er

  • at ta en beslutning og forberede sig tålmodigt i månedsvis

  • at lytte til maraton-veteranerne som var de historiefortællere omkring et lejrbål

  • at trodse noget der ligner en 12-års vinter fordi det er enten eller

  • at stå til ansvar for sig selv

  • at glemme verden og fokusere

  • at flytte sine grænser for, hvad der er normalt

  • at erkende, at en træningskurve ikke altid er kontinuerligt opadgående

  • at tælle søndage

  • at dedikere søndag formiddag til maraton træning og
    glemme, at man nogensinde har lavet andet

  • at betragte klub-kammerater og løbevenner som medsammensvorne

  • at forberede sig med andre, sammen men hver for sig

  • at skrive dagbog. Løbedagbog

  • at nørdte igennem om ure, sko, strømper, bukser, energidrik, kilometertider, løbegejl, teknik, planlægning...

  • at takke resten af verden fordi den bærer over med een, mens man har sporadiske udfald

  • at vente på selve dagen som var man ansat på Vulkanologisk Center,
    og spejdede utålmodigt efter den næste askesky...

onsdag den 3. februar 2010

Sæson for naboskab

Det er egentlig tankevækkende. Hvordan naboskab er sæsonafhængigt.

Om sommeren ses vi altid. Udenfor. I haverne. På vejen. Over hækken eller i indkørslen. Altid er der en anledning, og den er næsten altid spontan.

Om vinteren er det anderledes. Man ved kun, at naboerne er i live, fordi der er lys i vinduerne. Alle går lissom i vinterhi.

Der er bare lissom to undtagelser - nytårsaften og snevejr:

Nytårsaften mødes alle til knaldfyrværkeri i gaden kl. 00.01. Ved den lejlighed inviterer alle hinanden indenfor, og det er somom dørene til de mange vinterhi pludselig står på vid gab.
Og i løbet af nytårsaften går alle som orker det (eller stadig kan stå på benene) på vold-besøg hos hinanden. Helst flere huse på stribe indtil man ikke orker mere.

Når det sner og der skal ryddes fortov, er det lidt det samme. Alle står og hakker pukkelrygget i sne og is på fortorvet. Men pludselig hører man en lyd og finder ud af, at man ikke er den eneste på IceAge planeten jorden.

Gensynsglæden er stor. Ofte starter det med, at man råber til hinanden. Friske kommentarer og store armbevægelser. Lidt senere får man pludselig et chok, fordi en nabo har bevæget sig over på ens fortov og vil snakke.

Man kan få en god snak, mens man hænger over en skovl.
Jeg tænker det er lissom de der store mennesker i ens joggindragt, der møder hinanden, mens de hænger ind over indkøbsvognen i storcentret.

onsdag den 6. januar 2010

Off - Online

Nogen må vide, at jeg engang var ansat i en IT-funktion. Selvom karrieren var både midlertidig og meget kort, hænger det ved. Det betyder, at jeg engang i mellem får spørgsmål fra folk, som ikke rigtig ved, hvad de skal stille op.

Jeg kan ikke dy mig for at gengive mailen nedenfor. Gengivelsen er udelukkende kærligt ment og da diskression er en dyd, lader jeg (selvfølgelig) afsender forblive anonym.
Nyd den:

"Hej Trine!

På et eller andet tidspunkt når du får tid, kunne du så ikke hjælpe mig med at afklare følgende.

I forbindelse med jeg modtog en mail, tilføjede Windows følgende: "Keep your frinds up to date WITH WHAT YOU DO ONLINE".

Medens vi er igang, hvad er så forskellen på ONLINE/OFFLINE? Det er mit indtryk, at det spiller en rolle, både når jeg modtager eller sender en mail. Sidst har jeg modtaget en mail i dag - dateret g.d.

Endelig kunne jeg godt finde på at spørge, hvorfor Windows beder mig holde mine venner underrettet om, hvorfor jeg benytter online.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er noget der er helt galt.

Gider du ved lejlighed?"

fredag den 20. november 2009

Aftenstur på Østerbro

Går en tur med hunden. Vi har ikke hund, men min mor har, og jeg passer ham.

Det er fredag og efter aftensmaden går vi ud i blæsten. Det er november-lunt og mørkt, og det suser og rusker i træerne. Vi går en tur på Østerbro. Østerbro er et inferno af skilte, som lokker med Cinderella Pizza, Østerbro sol, Marcus Klip og Marcus Knep. Nej, det hedder det selvfølgelig ikke. Det hedder noget mere fancy, men det er det, de mener.

Der er alt fra sådan halv-eksklusive frisørsaloner til ’eksamineret massør i idrætsskader’, en biks med laser-hudpleje og endnu et pizzeria med skrig-grønne facade skilte. Det er som om alle stilarter skriger hej til hinanden på det lille stykke Østerbro.

Lidt længere inde ad Østerbro rejser giganten Nordkraft sig. Høj, mastodontisk og flot. Stadig pakket ind i verdens største stillads og omgivet af langbenede kraner. Men der er åbent. Faktisk er der noget der ligner en folkevandring til stedet. Langt før vi når stedet kan jeg høre reggae-rytmer, som drøner ud i aftenmørket. Men det er ikke fra Nordkraft. Det er Fedtebrødet.

Da vi går forbi hovedindgangen til Nordkraft, ser jeg hvor de alle sammen skal hen. Magtens Korridorer giver koncert kl. 20. Hunden og mig slår et slag om stedet og går ned bagom på den sprit-nyanlagte Nyhavnsgade, som endnu ikke er åbnet - sådan officielt. Jeg trækker hunden med mig igennem vej-afspærringen. Modstræbende følger han efter mig om på bagsiden af Nordkraft. Der står folk og ryger ved bagindgangen. Måske er det bandet og ham forsangeren med frilufts-gebisset?, tænker jeg, men har håret i medvind – og i øjnene – og kan ingenting se.

Hjemad langs Østerbro. Vi går forbi Restaurant Dahl. Der er fuldt hus og det lille sted lokker med lys i vinduerne og vinglas på bordene. Da vi går forbi, kan jeg se, at tjeneren har hektisk røde kinder. Det er et godt tegn. Der er gang i familie-restauranten og jeg bliver lidt glad indeni.

Hjemad går det hurtigt. Vi passerer Galleri East End, pizzariaerne, fodterapeuten, klip, knep og knald og Marcus Kirken. Vi krydser Østre Alle og går op ad Øster Sundbyvej. Forbi Lundbysvej og Kildevældsvej. På Kovshøjsvej er vi hjemme.

Jeg når aldrig at få fornemmelsen af forstad, før jeg kan se hjem. Heldigvis.

mandag den 16. november 2009

Valg-flæsk

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor politikere synes de vil sætte alt på et bræt i ugerne op til en valgkamp. Jo, det nye politikere måske, for hvordan skal vi ellers vide, hvad de står for?Men de gamle i gårde. Hvorfor tror de, vælgerne flytter sit kryds på stemmesedlen, fordi politikerne siger noget fancy på tv i ugerne op til at valg?

Det er for let. Det er jo ikke som surrealisternes automatskrift, hvor jeg står i stemmeboksen og sætter krydset fuldstændig tilfældigt, fordi jeg tænker på en valg-floskel fra en tv-duel dagen før.

De undervurderer vælgerne. Der skal mere til end en floskel eller to. Eller et vellignende billede i 3/4 profil. Eller et lørdags-bolche foran Rema.

torsdag den 22. oktober 2009

Overvejer et farvel til bloggen

Overvejer at forlade bloggen.
Den vil alligevel ikke som jeg vil.
Den vil kun tale pænt - om pæne ting - uden skarpe kanter.
Nogle ord eller temaer nægter den simpelthen at skrive om.
Konsekvent blinker den med 'forbudt' og truer med lavt batteriniveau, hvis forfatteren går over stregen.

Hvis det skal være på den måde, kan den lige så godt pakke sig.
Så det gør den nok.