Og på bane 5....!

"Mor - jeg skal i finalen i 100 meter fly, kommer I ikke og kigger?"

Datteren er til svømmestævne i weekenden. I Aalborg, Haraldslund. Selvfølgelig kommer vi og ser finalen.

Vi er der ved 17 tiden. Allerede da vi nærmer os svømmehallen, kan vi se, at der er mere gang i den en normalt. Udenfor svømmehallen sidder der en lille håndfuld svømmere. En pige, lidt ældre end min datter, står udenfor i en våd AS (Aalborg Svømmklub) T-shirt, joggingbokser, clocs og dryppende hår. Hun fryser.

Vi går ind. Smider jakkerne og trækker i de blå smølf-agtige overtræksfutter. Inde i svømmehallen er det lige før finale-start. Luft-fugtigheden er 2000, og der er fyldt til bristepunktet. Svømmere, forældre, officials, svømmetasker, håndklæder og skrællede gulerødder i spande med vand til de sultne.

Vi finder Aalborgs ”place to be”. Når at hilse på et par trænere, holdleder og forældre, før lyset slukkes.

Så starter det. Der er indmarch til finalen i 100 m fly for de yngre piger. Årgang 95 og 96. Musik drøner ud ad højtalerne, kulørte lyskegler farer rundt i loftet, og bassinet er det eneste, der er fuldt oplyst.

Ind kommer tøserne så på række. Efter et stykke tid får jeg øje på min datter. Hendes badedragt stikker ud under ski-undertrøjen og badehætten sidder stramt på hendes hoved. Svømmebrillerne sidder i panden. Hun skal svømme på bane 5. En projektør fanger svømmerne en efter en, når deres navne råbes op over højtaleranlægget.

”Og på bane 5, Frederikke Elkjær fra Aalborg Svømmeklub”. Hun svinger med armene og ryster benene, mens hun træder op på start-skamlen. Hvor ser hun dog stor ud – min datter.

Startskuddet går – hun pisker gennem vandet i den mest imponerende butterfly. Bagefter er hun ikke tilfreds med resultatet. Hele hendes krops-sprog signalerer øv. Hun går forbi os på vej hen til trænerne. Vi råber og har thumbs up. Hun ser os - nikker bare hej og går videre hen til træneren. Hun snakker med tre trænere på én gang. Får sin tid og sammenligner med ”tidligere tider”. Den ene træner tager glad fat om hendes kinder og taler opmuntrende til hende.

Bagefter har hun tid til at sige hej til os. Hun er min store pige. Hun er på vej. Hun kan selv. Jeg er både stolt og rørt - en anelse sentimental - fanme faktisk.

Får et hurtigt klor-knus, inden vi kører hjem igen. Inden hun når at gøre modstand, stjæler jeg serie-kys på hendes runde pige-kinder. Hun er allerede videre – på vej til bassin-kanten for at heppe på veninden.

Bagerste række

Er tilbage på skolebænken en enkelt dag for at lære om PDF’fers herligheder – især på nettet.

Ankom tidligt nok til at kaste mig ned på bagerste række – helt præcist ½ time for tidligt. Det var uheld! Foran mig ankommer der, i løbet af den næste halve time, flere og flere rygge og ’tændte skærme’ i undervisningslokalet.

Lidt i ni ankommer kursusholderen. Efter 5 minutters undervisning tager jeg mig selv i at studere hende med lærer-elev blikket. Det passer sgu – det med, at det er de første 15 ord, de første 15 centimeter og de første 15 sekunder der danner indtrykket af personen. Jeg har hende på plads efter 15.

Undervisningen er i gang og fokus rettet mod det der foregår oppe foran. Koncentration frem til kaffen ved 10 tiden. Endnu et ryk og frokost kl. 12.

Over middag simrer der et begyndende anarki på de to bagerste rækker.
”Hold da op hvor blir’ der tastet omme bagved” lyder det ironisk fra kollegaen på næst-bagerste række.
”Det er alle de bogmærker med links, jeg oprettet” – kaster jeg tilbage.

”Er i med på den, ha ha” siger underviseren bag brillen. Hun har et kort lille ’ha ha’ efter næsten hver sætning. Jeg konstaterer lidt tilfreds, at jeg kan det meste af stoffet. Alligevel er der fif og a-ha oplevelser undervejs.

Så mens jeg venter på kaffe (igen), er jeg ret overskuds-agtig og fristet til at chikanere hende foran, som kæmper bravt.

Serviceoplysning: Bogmærker i pdf følger IKKE med, hvis man deler et pdf-dokument i to! ”Men måske kommer det i næste version, ha ha,” og så er der kaffe…