søndag den 9. august 2009

Siden Sankt Hans

Sankt Hans, hvor lang tid siden er det lige... opgir at tælle dage.

Siden jeg sad og kiggede ind i flammerne på heksen, som fik ild i halmballe-røven, er der gået en sommer. En sommerferie i hvert fald. En atypisk een af slagsen.

Sidste år i sommerferien skinnede solen - ud over det hele hele hele - i Italien. I år har malerpenslen dikteret takten, og der er malet og regeret i et gammelt hus.

Hvis det var mig, som var det gamle hus, ville jeg nyde at blive strøget med hårene. Det er da også somom det strutter og knejser med nakken, jo flere penselstrøg det får.

Det er plat og pjat at tro, at et hus har sjæl. Da det stod og blegnede, rådnede, lugtede og fugtede i efteråret faldt jeg modstræbende for det. Da der blev skrevet hals-over-hoved-slutseddel (det var et ejendomsmægler stunt) tænkte jeg; 'hvordan kan man være så glad for noget, som er så grimt?'. Men der var påklædningsværelse, gamle stuer i stuen og på 1. og en hønsetrappe til 2. sal hemlig gemt bag en dør. Der var også en forsikringssag på en sammenstyrtet kloak, rådne kviste og kanapper og et utæt tag med fugleredder.

Meget mærkelig sommerferie.

Jeg tror huset har en historie, som vil ku genfortælles i en børnebog med illustrerede billeder. Det er fortærsket at starte historien med 'Der var engang'. Men faktisk var bygmesteren fra 1925 også bagermester på en rugbrødsfabrik i Aalborg - det er der alligevel lidt stil og storytelling over.

tirsdag den 23. juni 2009

Sankt Hans


Det er Sankt Hans aften. Jeg pakker barn (den yngste), inviterer min mor og hunden-hendes med, og tar til Sankt Hans på Signalbakken.

Signalbakken er et stort grønt og, ja, bakket område i Vejgaard. Det ligger nabo til familiens nye adresse, så selvfølgelig skal vi derop.

Vel ankommet i god tid bestiger vi bakketoppen. Nyder udsigten over fjorden og byen. Der er bare et problem - vi kan ikke få øje på noget bål. Flere forvirrede Vejgaardgensere med
tæpper under armen vandrer rundt i det høje græs. Vi går lidt frem og tilbage ad de smalle stier. Pludselig råber en lille dreng: "Det er dernede, jeg kan se heksen!"

Nogenlunde med på destinationen beslutter vi at flytte bilen lidt tættere på. Så jeg sender min søn med hunden i forvejen med et "og så ses vi nede ved stien". Og væk er han.

Så skal vi bare finde bilen igen. Vi er uenige om vejen tilbage, så vi ender med at dele os i to.

Da jeg går alene ad stien, er jeg pludselig HELT lost. Stien blir smallere og smallere. Brændenælderne når uanede højder. Igen og igen og.... konstaterer jeg, hvor helt urimelig dårlig jeg er til at finde vej.

ØV

- og så i min egen baghave nærmest - det KAN bare ikke være rigtigt.

Jeg skal også pludselig tisse, som et lyn fra en klar himmel. Præcis som da jeg var barn, og ikke kunne finde vej. 'Tvangspisser', tænker jeg. Ska også altid tisse når jeg står i startområdet i sekunderne før et løb og venter på startskuddet.

Pludselig finder jeg stien ned til bilen. Kører et stykke, og så blir det himmelråbende tydeligt, at jeg bare skal følge menneskemængden hen til bakkedalen.

Og så er vi der og kan smide os på bakken, i aftensolen. Mission completed. Kun sønnen mangler. Går lidt rundt og får øje på ham langt henne ad hovedstien. Han har sat sig tålmodigt til at
vente sammen med hunden. Halvvejs nede ad bakken pifter jeg og råber 'Christofferrrrrr (Sommer Elkjær)'.

Endelig er vi der, med bålet, heksen og båltalerne foran os, vinden i ryggen og den lune aftensol i ansigtet.

Først flere timere senere kommer jeg i tanke om tvangspisseren - den gik ligesom i sig selv.

onsdag den 10. juni 2009

Ingen vold


Jeg er virkelig kommet på kant med en væg. En rigtig fysisk en altså. Den kræver min tilstedeværelse næsten dagligt.

Først sku den slibes fri for gammelt tapet. 5 lag ialt - ornamenteret, stribet og blomstret.
"Væggen skal bare være ren for tapet".
... ja ja JA- og bagefter skal den spartles, slibes, spartles og slibes.

OG SÅ skal den have noget blåt grunder-vand så det nye filt kan binde, før den endelig kan males.

Efter en lang dag på job kan den væg godt ta pippet fra mig. Som i dag. Jeg blev så indestængt rasende på den. Mens jeg sleb den og dens fine støv dryssede ned overalt på mig, fyrede jeg de vildeste bandeord af. Drak også en øl og som en slags straf til væggen, undlod jeg at fylde spartel på den helt nede ved gulvet.

Min tålmodighed med væggen er brugt op, men den er ikke færdig med mig. Lige nu står den helt sikkert og strutter, mens sandspartlen tørre og hærder til endnu en gang sandpapir.

torsdag den 4. juni 2009

A la Kongerslev Hestemarked

Det et godt nok lang tid siden. Så længe siden som da jeg var barn og boede i en flække på landet.I sidste uge fik jeg et flash back til luftgyngen, hestehandlerne og de grillede pølser. Dog ikke på landet, men midt i Aalborg.

Der var Open by night i Vejgaard. My hood siden, tja alt for længe. Det var nu lidt under tvang og udsigten til en burger fra Slagter Holmberg, der fik mig overtalt. Slagteren griller på en enourmous grill foran biblioteket, og hele familien Slagter hjælper til med at lave burgere til de sultne Vejgaardgensere.

ALDRIG har jeg set så mange biler parkeret på Brugsens p-plads. Alle mennesker i hele Vejgaard, Aalborg og oplandsbyerne må ha været der. Og det var et inferno af ekstrem tyk grillos og fadøl. Min mor og store datter er med. Datteren sætter kursen og styrer os sikkert imod Matas mangefarvede neglelakker til 25 kr.

Foran Matas er to tropadurer igang med skøn-spil og sang. OK. Forsangeren kan faktisk synge. Men lydstyrken er 1000 og jeg stikker diskret en finger i ørerne, da vi går forbi. Jeg hører ham dog sende en hilsen til familien, som klapper bravt blandt publikum.

Videre til blomsterdamen som har lotteri. Hva fan?! Lykken tilsmiler os og min datter har vundet en præmie. Kan ikke lade være med at grine rigtig højt med blomsterdamen, som nærmest går i falset, da hun udleverer præmien: Et par svømmearmluffer købt i ToysRus. Min datter-bom-stærk er konkurrencesvømmer men kan godt se på blomsterdamen, at HUN (datteren) er blandt de virkelig heldige. Så min 12, snart 13 årige, griner knap så hysterisk med.

Inden vi skal hjem, slår vi et slag omkring Slagter-boden. Køen til hans herligheder er 10 meter lang. Og mens vi står der, kan vi belejligt glo på alle, der går forbi. Også på et af de utallige værtshuse på hjørnet af Odinsgade og Hadsundvej. Det har jeg forresten til gode at prøve, trods alt.

onsdag den 20. maj 2009

Forlaget GMT


Det startede vist nok engang tilbage i de glade 60'ere.

Min hippie far og hans ven, Busser, sled gangene tynde på Dansk på Århus Universitet.
Forlaget fik sin spæde opstart, da de to langhårede fyre fik kendskab til alle specialerne, som stod opbevaret i universitetets kælder. De følte sig vel kaldet til at distribuere dem og startede derfor op med en spritduplikator.

Forlaget GMT blev født - i øvrigt samtidig med forlaget Modtryk fra dengang.
Mine forældre tog på bogmesser i Frankfurt. Her fandt de socialistisk litteratur, som de tog med hjem til Danmark, oversatte og udgav. Min far skrev også selv fagbøger, og håbefulde forfattere henvendte sig til det lille forlag og fik med lidt held udgivet deres skriverier.

Senere fik forlaget fast adresse i 9293 Kongerslev, hvor vi boede. Jeg kan huske, der var et kæmpe boglager på 1. salen og al distribution foregik herfra - og fra Mejlgaard Slot, hvor Busser (langhårs vennen) boere i kollektiv.

Bogsalget overgik senere til Fælleekspeditionen i Købehavn, og bogbestillingerne fra privaten droslede ned.


Flere år senere lukkede GMT – det var vel på ingen måde rentabelt, men det havde jo heller aldrig været hensigten. I en årrække blev det til Forlaget ABC. Herfra husker jeg bedst en række børnebøger, blandt andet bogen 'Sidste sommer'. Jeg kan stadig huske børnebogsforfatteren (Lars) og (tegneren) Benny (eller måske var det omvendt) til børnebogs serien.


Jeg var ikke så gammel dengang, men husker ret klart, hvordan forlags-hjemmet altid var fyldt med gæster; forfatter-spirer, gymnasieelever eller min fars venner, som altid lagde store, seriøse, undergravende og socialistiske planer...
- og altid fejrede eller lukkede dem med en fest.

torsdag den 14. maj 2009

Furien har trukket nitten

"Jeg har trukket nitten
Jeg har jokket i en lort
Samlet den op og bidt i den
Og det’ nitten
Og når jeg prøver på at give den videre
Til en anden idiot
Får jeg den lige i hovedet igen
Nitten"

Hvorfor nu så rasende? Jamen det er jo bare fordi at:

Renoveringstilskuddet lå lige til højrebenet.
Klar parat start ved pc'en sad jeg, den dag boligrenoveringer.dk åbnede for ansøgere. Kl. 9.
Ventet med spænding.
Alles klar.
Håndværkerne havde defineret projetket, og jeg havde styr på online ansøgningen på nettet.

Kl. 9:45 røg ansøgningen igennem. Og lettet var jeg, da jeg fik respons på, at jeg var ansøger nummer et-eller-andet-som-jeg-har-glemt-nu-men-langt-fremme-i-køen-ansøger.

Vente, vente, vente på svaret.

Der så pludselig kom. På mail. I mit spamfilter, med ###SPAM, SPAM, SPAM i emnefeltet, så mailen i første omgang blev sorteret fra sammen med mails fra Shamposhoppen og andre obskure, eksotiske afsendere.

Og så stod der:
"Erhvervs- og Byggestyrelsen kan ikke behandle din ansøgning, idet der ikke er overensstemmelse mellem ansøgningens oplysninger om CPR-nummer, navn og adresse sammenholdt med oplysningerne i CPR-registeret. Styrelsen må derfor afslå din ansøgning."

Hvad?!

Jamn selvfølgelig bor jeg på en anden adresse, vi KAN jo ikke bo i et håndværkertilbud, mens der håndværkes.

Så tasterne kaldte 'Trine, Triiiiiine - skriv og sig det er en misforståelse.

Så det gjorde jeg - en lang mail, som jeg, da jeg så autosvaret fra Erhvervs- og byggestyrelsen, egentlig på forhånd opgav som en mulighed.

"Tak for din mail. Bogligforbedringer.dk har modtaget din henvendelse. Vi modtager i øjeblikket mange henvendelser, og du må derfor påregne en vis sagsbehandlingstid."

OK.

Men så gik der kun en halv dag. Så kom der en rigtig mail - udenom spam-filtret:

"Tak for din henvendelse. Der kan kun ansøges om tilsagn til tilskud, hvis ansøgeren på ansøgningstidspunktet har folkeregisteradresse på den adresse, som der ansøges om tilskud til (...) Vi opfordrer alle til at holde sig orienteret på hjemmesiden boligforbedringer."

Que...?!

Var det mig, der ikke kunne læse? Har jeg misset noget undervejs på de 17 år i det (egentlig ret meget) danske uddannelsessystem?

Læste videre:
"Dit ansøger-ID er herefter ugyldigt, og det er derfor ikke muligt at søge om nyt tilskud med samme ansøger-ID. Du skal derfor oprette et nyt ansøger-ID til login i ansøgningsskemaet og ansøge gennem dette. Du skal være opmærksom på, at du herved får et nyt nummer i køen."

Nitten.

Tror jeg opgir at ansøge om nyt tilsagn til tilskud.

Og til blog-læserne, undskyld den sproglige udgydelse, men den hjalp.

fredag den 27. marts 2009

70'er børnelitteratur fra GMT


I går spurgte min datter mig om, hvilke H.C. Andersen eventyr mine forældre læste op for mig, da jeg var barn. Det var en del af hendes lektier den dag. H.C. Andersen, narh altså, det er ikke lige ham eventyr-fætteren, der står klarest i erindringen fra barndommen.

Det tog mig lidt tid at forklare hende, at min far ikke læste H.C. Andersen op for mig og min ældste bror. Den bog jeg bedst husker hed 'Fem fingre kan blive til 1 knytnævt'. Et ultra venstreorienteret stykke børnelitteratur udgivet på mine forældres forlag GMT.
Faktisk stod bogen 2 meter væk i reolen. Jeg stak den til min datter og hun læste den med stor undren. Meget underlig bog...
Men vi hørte også 'Sådan får man et lille barn' - den gjorde nu også indtryk dengang i 70'erne. Måske ville den også ha fænget hos min 12 årige datter.