Juleøllens Aalborg

Det er lørdag aften, december-aften. Min ældste bror har inviteret familien ud spise. Børnene er ikke med og min mand ligger omgang-syg derhjemme. Derfor er vi kun ’kernen’ – min mor, min søster, mine to brødre og den enes kæreste.

På Retaurant Dahl bliver der kredset for os. Vi hygger os i hinandens selskab en fire timers tid. Derefter smutter min mor hjem.

Vi vil videre ud i jule-øllens Aalborg. Vi fortætter ad Østerbro og falder ind på Cafe Nordkraft. Der er hyggeligt og pænt fyldt med gæster. Vi rammer en sofa og en Thomas Winding lænestol i kælderen. Gamle slidte møbler der ligner noget min farmor havde i stuen. De er meget dybe, og da vi først sidder der, er der ingen vej op.

Der er et andet slæng i kælderen. En efter en vælter de op ad kældertrappe til baren for at hente flere øl eller gå ud for at ryge. Det tager kun et øjeblik før vi falder i snak med dem. Den ene flimrer rundt med et avisudklip med et billede af en post, som han mener må være hans dobbeltgænger. ”Kan I ikke se det??” Han poserer for os, så han ligner posten. ”Tjoooo, jo, jo da!”.

Juleøllene ved vores eget bord får også ben at gå på. Min ældste bror står næsten konstant med et ben i baren og spærrer os andre vejen. Øllene langes videre ned i kælderen i en fart.

Vi morer os uendeligt. Sørens briller går bordet rundt og slører alles syn endnu mere.

Aftenen kulminerer, da vi ud på natten stavrer hjem ad Østerbro og gennem Øster Anlæg. Vi griner så meget og så højt, at det giver genlyd i de halv-tomme gader.

Hvad vi griner af, kan jeg ikke huske. Tror heller ikke de andre kan. Det betyder heller ikke så meget – men oplevelsen med juleøller, briller og avisudklip gør.