En gang i mellem bliver jeg ramt af en følelse, som ikke helt kan forklares. En blanding af stolthed, vemodighed, kærlighed
- og forgængelighed. Over tiden som går og går, alt for hurtigt, og som aldrig kommer tilbage.
Som i aften, hvor vi var til hyggeaften i min søns klasse (4.c) og blandt andet skulle se film med eleverne. Den ene var fra et bondegårds-besøg hos matematik-lærerinden (lærerinde er det rette ord for hende!). Klippet var 1 1/2 år gammelt og ungerne så mærkbart yngre ud end i dag. Det andet klip var fra da børnene gik i 3. og opførte et skuespil - først for de andre klasser, senere for forældrene.
Min dreng - med det samme strit-hår som i dag, det samme blik i øjnene. På filmen kunne jeg se på ham og læse alle de tanker, der gik igennem hans lille hoved; stolthed, spændt forventning, vildskab, eftertænksomhed og ømhed.
Jeg er ikke en rørstrømsk forældre. Jeg er ikke typen, der falder i åbenlys svime og begejstring over mine børns gøren og laden. Bliver også altid lidt irriteret på forældre med tunnel-syn, der begejstres over helt barne-naturlige ting.
Men en gang i mellem rammer det voldsomt. Som i aften over et par amatør-film fra da min søn gik i tredje...
Prinsgemal Blues
9 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar