AMOKs nytårshalvmarathon

Det er den 28. december, store halvmarathon-dag, med AMOK.

Vi mødes ved Gistruphallen og flere løbere kommer til mellem kl. 10.15 og 10.30, hvor starten går. Omkring 10.30 går vi udenfor - de ihærdige varmer op, andre hopper bare lidt. Laver kyllinge-crawl for også at få armene i gang.

Det føles pivende koldt i det tynde løbetøj. Løbskoordinatoren byder velkommen til AMOKs
nytårshalvmarathon. Hun minder om, at der ikke er depoter på ruten. Der er kilometerskilte
3-4 steder, men resten er op til os selv. God tur!

Endelig endelig går starten. Jeg er ikke i topform, og holder mig derfor til fartholderens anvisninger. Hun er god. Vi løber fra Gistrup og afsted ud over det åbne land. Der er vinter-golde marker og åbne landskaber så langt øjet rækker.

Den store gruppe på ca. 60 løber spredes hurtigt. Vi er seks løbere i min gruppe. Vi sludrer lidt derudad. Vinden bider ret voldsomt. Næsen løber hurtigere end os, og kasketten får et ekstra tryk ned i panden.

Vi kommer igennem flere småbyer ude på landet. Romdrup, Lillevorde, Gudum, Vaarst. Kan man virkelig bo her(?), tænker jeg. Her, hvor hønsene i den første landsby, vi løber igennem, går frit ude på vejen. Hanen passer på sine høns og prøver ihærdigt at holde overblikket, mens han kigger efter løberne. Han kan vel se, vi ikke hører til her - "Intruders!!!", tror jeg han tænker.

I gruppen sludres der om ingenting og alting. "Hvor skal I så holde nytår" og "Jeg vænner mig aldrig til det væskebælte".

Der skeles til de sporadiske kilometerskilte. Ved 5 km. har jeg fået varmen, ved 10 km. kan jeg mærke den velkendte muren i hoften, ved 15 km. går det rigtig godt!

Da vi løber ned ad bakke annoncerer fartholderen, at vi nu har overstået den værste bakke.
"Måske sku vi ta en tår vand?". Replikken udløser en kædereaktion, og jeg er på en måde alligevel små-glad for væskebæltet. Maven slår en knude, fordi vandet er for koldt. Jeg gider ikke drikke mere på ruten.

Efter Vaarst er vi snart i mål. Pludselig åbenbarer skoven sig ved Lundby Krat, og vi kan næsten se "hjem". Op til hovedvejen og så i mål. Jeg har masser af energi endnu, og er ikke den eneste. Den sidste del af ruten er ned ad bakke. Lader benene løbe - de har deres eget liv, og vi pilker afsted i mål. Det føles så let, uproblematisk, helt fysisk og flyvende.

I mål stopper vi urene og koordinerer. Der er ingen afvigelser i tiden. Vi har holdt den som planlagt, måske er det derfor jeg er klar til at løbe endnu længere.

I gruppen takker vi hinanden for godt selskab, før vi går ind til de andre. I det lille lokale i Gistruphallen er der sodavand, forskellige øl, nødder, frugt og slik. Der er tæt pakket af løbere. Vi runder af, snakker med de andre. "Hvordan gik det så?" og "hvad blev tiden?". Lokalet emmer af sved - kun enkelte har nået et brusebad.

Jeg bliver lidt for hurtigt nødt til at smutte hjemad. Men det er ok. Jeg er allerede kold i det klamme tøj - husker lige væskebælte og kasket som ligger smidt på et bord. Jeg farveller og godt nytår til dem, jeg lige møder på vejen ud.

Er kold, klam og helt-vildt-i-velvære.