Og på bane 5....!

"Mor - jeg skal i finalen i 100 meter fly, kommer I ikke og kigger?"

Datteren er til svømmestævne i weekenden. I Aalborg, Haraldslund. Selvfølgelig kommer vi og ser finalen.

Vi er der ved 17 tiden. Allerede da vi nærmer os svømmehallen, kan vi se, at der er mere gang i den en normalt. Udenfor svømmehallen sidder der en lille håndfuld svømmere. En pige, lidt ældre end min datter, står udenfor i en våd AS (Aalborg Svømmklub) T-shirt, joggingbokser, clocs og dryppende hår. Hun fryser.

Vi går ind. Smider jakkerne og trækker i de blå smølf-agtige overtræksfutter. Inde i svømmehallen er det lige før finale-start. Luft-fugtigheden er 2000, og der er fyldt til bristepunktet. Svømmere, forældre, officials, svømmetasker, håndklæder og skrællede gulerødder i spande med vand til de sultne.

Vi finder Aalborgs ”place to be”. Når at hilse på et par trænere, holdleder og forældre, før lyset slukkes.

Så starter det. Der er indmarch til finalen i 100 m fly for de yngre piger. Årgang 95 og 96. Musik drøner ud ad højtalerne, kulørte lyskegler farer rundt i loftet, og bassinet er det eneste, der er fuldt oplyst.

Ind kommer tøserne så på række. Efter et stykke tid får jeg øje på min datter. Hendes badedragt stikker ud under ski-undertrøjen og badehætten sidder stramt på hendes hoved. Svømmebrillerne sidder i panden. Hun skal svømme på bane 5. En projektør fanger svømmerne en efter en, når deres navne råbes op over højtaleranlægget.

”Og på bane 5, Frederikke Elkjær fra Aalborg Svømmeklub”. Hun svinger med armene og ryster benene, mens hun træder op på start-skamlen. Hvor ser hun dog stor ud – min datter.

Startskuddet går – hun pisker gennem vandet i den mest imponerende butterfly. Bagefter er hun ikke tilfreds med resultatet. Hele hendes krops-sprog signalerer øv. Hun går forbi os på vej hen til trænerne. Vi råber og har thumbs up. Hun ser os - nikker bare hej og går videre hen til træneren. Hun snakker med tre trænere på én gang. Får sin tid og sammenligner med ”tidligere tider”. Den ene træner tager glad fat om hendes kinder og taler opmuntrende til hende.

Bagefter har hun tid til at sige hej til os. Hun er min store pige. Hun er på vej. Hun kan selv. Jeg er både stolt og rørt - en anelse sentimental - fanme faktisk.

Får et hurtigt klor-knus, inden vi kører hjem igen. Inden hun når at gøre modstand, stjæler jeg serie-kys på hendes runde pige-kinder. Hun er allerede videre – på vej til bassin-kanten for at heppe på veninden.