AMOKs nytårshalvmarathon

Det er den 28. december, store halvmarathon-dag, med AMOK.

Vi mødes ved Gistruphallen og flere løbere kommer til mellem kl. 10.15 og 10.30, hvor starten går. Omkring 10.30 går vi udenfor - de ihærdige varmer op, andre hopper bare lidt. Laver kyllinge-crawl for også at få armene i gang.

Det føles pivende koldt i det tynde løbetøj. Løbskoordinatoren byder velkommen til AMOKs
nytårshalvmarathon. Hun minder om, at der ikke er depoter på ruten. Der er kilometerskilte
3-4 steder, men resten er op til os selv. God tur!

Endelig endelig går starten. Jeg er ikke i topform, og holder mig derfor til fartholderens anvisninger. Hun er god. Vi løber fra Gistrup og afsted ud over det åbne land. Der er vinter-golde marker og åbne landskaber så langt øjet rækker.

Den store gruppe på ca. 60 løber spredes hurtigt. Vi er seks løbere i min gruppe. Vi sludrer lidt derudad. Vinden bider ret voldsomt. Næsen løber hurtigere end os, og kasketten får et ekstra tryk ned i panden.

Vi kommer igennem flere småbyer ude på landet. Romdrup, Lillevorde, Gudum, Vaarst. Kan man virkelig bo her(?), tænker jeg. Her, hvor hønsene i den første landsby, vi løber igennem, går frit ude på vejen. Hanen passer på sine høns og prøver ihærdigt at holde overblikket, mens han kigger efter løberne. Han kan vel se, vi ikke hører til her - "Intruders!!!", tror jeg han tænker.

I gruppen sludres der om ingenting og alting. "Hvor skal I så holde nytår" og "Jeg vænner mig aldrig til det væskebælte".

Der skeles til de sporadiske kilometerskilte. Ved 5 km. har jeg fået varmen, ved 10 km. kan jeg mærke den velkendte muren i hoften, ved 15 km. går det rigtig godt!

Da vi løber ned ad bakke annoncerer fartholderen, at vi nu har overstået den værste bakke.
"Måske sku vi ta en tår vand?". Replikken udløser en kædereaktion, og jeg er på en måde alligevel små-glad for væskebæltet. Maven slår en knude, fordi vandet er for koldt. Jeg gider ikke drikke mere på ruten.

Efter Vaarst er vi snart i mål. Pludselig åbenbarer skoven sig ved Lundby Krat, og vi kan næsten se "hjem". Op til hovedvejen og så i mål. Jeg har masser af energi endnu, og er ikke den eneste. Den sidste del af ruten er ned ad bakke. Lader benene løbe - de har deres eget liv, og vi pilker afsted i mål. Det føles så let, uproblematisk, helt fysisk og flyvende.

I mål stopper vi urene og koordinerer. Der er ingen afvigelser i tiden. Vi har holdt den som planlagt, måske er det derfor jeg er klar til at løbe endnu længere.

I gruppen takker vi hinanden for godt selskab, før vi går ind til de andre. I det lille lokale i Gistruphallen er der sodavand, forskellige øl, nødder, frugt og slik. Der er tæt pakket af løbere. Vi runder af, snakker med de andre. "Hvordan gik det så?" og "hvad blev tiden?". Lokalet emmer af sved - kun enkelte har nået et brusebad.

Jeg bliver lidt for hurtigt nødt til at smutte hjemad. Men det er ok. Jeg er allerede kold i det klamme tøj - husker lige væskebælte og kasket som ligger smidt på et bord. Jeg farveller og godt nytår til dem, jeg lige møder på vejen ud.

Er kold, klam og helt-vildt-i-velvære.

Sort hvid jul

Om ting jeg elsker at hade og elsker at elske:

Sort jul:

• Grønlangkål, stuvet hvidkål, fed flæsk og sylte
• Sødsuppe-tv (julekalendere, jule-romance-film, voksen-quizzer, DRs julehilsen til Grønland osv.)
• Lys-kæder og illuminerede nisser på huse, i træer, i vinduer, i hække
• Marcipan
• Helligheder
• Flæsk (slik) i orange, røde og grønne frugtfarver
• Billig gløgg
• P3 julesange
• Luciaoptog
• Juleringetoner til mobiltelefoner
• Juletoget i Aalborg Midtby

Hvid jul:

• Annas fødselsdags-julefrokost-fest 2. juledag
• Juleøl, sild og snaps
• Røde bluser
• Råsyltede tranebær til and og flæskesteg
• AMOK nytårshalvmaraton
• Familie med måde
• Stearinlys ude og inde
• Byen
• Berliner van Kuchen der har stået på loftet i 3 uger
• Overdrevet juleironi
• Ringenes Herre eller andre adventure-film i flere (sammenhængende) timer

Jeg kan ikke lige finde på flere - det kommer nok senere.

Film-klip fra et drengeliv

En gang i mellem bliver jeg ramt af en følelse, som ikke helt kan forklares. En blanding af stolthed, vemodighed, kærlighed
- og forgængelighed. Over tiden som går og går, alt for hurtigt, og som aldrig kommer tilbage.

Som i aften, hvor vi var til hyggeaften i min søns klasse (4.c) og blandt andet skulle se film med eleverne. Den ene var fra et bondegårds-besøg hos matematik-lærerinden (lærerinde er det rette ord for hende!). Klippet var 1 1/2 år gammelt og ungerne så mærkbart yngre ud end i dag. Det andet klip var fra da børnene gik i 3. og opførte et skuespil - først for de andre klasser, senere for forældrene.

Min dreng - med det samme strit-hår som i dag, det samme blik i øjnene. På filmen kunne jeg se på ham og læse alle de tanker, der gik igennem hans lille hoved; stolthed, spændt forventning, vildskab, eftertænksomhed og ømhed.

Jeg er ikke en rørstrømsk forældre. Jeg er ikke typen, der falder i åbenlys svime og begejstring over mine børns gøren og laden. Bliver også altid lidt irriteret på forældre med tunnel-syn, der begejstres over helt barne-naturlige ting.
Men en gang i mellem rammer det voldsomt. Som i aften over et par amatør-film fra da min søn gik i tredje...

Juleøllens Aalborg

Det er lørdag aften, december-aften. Min ældste bror har inviteret familien ud spise. Børnene er ikke med og min mand ligger omgang-syg derhjemme. Derfor er vi kun ’kernen’ – min mor, min søster, mine to brødre og den enes kæreste.

På Retaurant Dahl bliver der kredset for os. Vi hygger os i hinandens selskab en fire timers tid. Derefter smutter min mor hjem.

Vi vil videre ud i jule-øllens Aalborg. Vi fortætter ad Østerbro og falder ind på Cafe Nordkraft. Der er hyggeligt og pænt fyldt med gæster. Vi rammer en sofa og en Thomas Winding lænestol i kælderen. Gamle slidte møbler der ligner noget min farmor havde i stuen. De er meget dybe, og da vi først sidder der, er der ingen vej op.

Der er et andet slæng i kælderen. En efter en vælter de op ad kældertrappe til baren for at hente flere øl eller gå ud for at ryge. Det tager kun et øjeblik før vi falder i snak med dem. Den ene flimrer rundt med et avisudklip med et billede af en post, som han mener må være hans dobbeltgænger. ”Kan I ikke se det??” Han poserer for os, så han ligner posten. ”Tjoooo, jo, jo da!”.

Juleøllene ved vores eget bord får også ben at gå på. Min ældste bror står næsten konstant med et ben i baren og spærrer os andre vejen. Øllene langes videre ned i kælderen i en fart.

Vi morer os uendeligt. Sørens briller går bordet rundt og slører alles syn endnu mere.

Aftenen kulminerer, da vi ud på natten stavrer hjem ad Østerbro og gennem Øster Anlæg. Vi griner så meget og så højt, at det giver genlyd i de halv-tomme gader.

Hvad vi griner af, kan jeg ikke huske. Tror heller ikke de andre kan. Det betyder heller ikke så meget – men oplevelsen med juleøller, briller og avisudklip gør.