70'er børnelitteratur fra GMT

I går spurgte min datter mig om, hvilke H.C. Andersen eventyr mine forældre læste op for mig, da jeg var barn. Det var en del af hendes lektier den dag. H.C. Andersen, narh altså, det er ikke lige ham eventyr-fætteren, der står klarest i erindringen fra barndommen.

Det tog mig lidt tid at forklare hende, at min far ikke læste H.C. Andersen op for mig og min ældste bror. Den bog jeg bedst husker hed 'Fem fingre kan blive til 1 knytnævt'. Et ultra venstreorienteret stykke børnelitteratur udgivet på mine forældres forlag GMT.

Faktisk stod bogen 2 meter væk i reolen. Jeg stak den til min datter og hun læste den med stor undren. Meget underlig bog...

Men vi hørte også 'Sådan får man et lille barn' - den gjorde nu også indtryk dengang i 70'erne. Måske ville den også ha fænget hos min 12 årige datter.

Løbetur i skoven

Det er dag nr. 2 med rigtig forår. Jeg har ikke løbet i en uge, og da jeg ser solskinnet søndag morgen, kan det kun gå for langsomt. Vil i skoven og løbe 14km ruten i Hammer Bakker. Sidst jeg var der, var i efteråret, da bladene var brun-røde.

Parkerer bilen nede i byen og løber opad mod skoven. Det første lange stykke mod skoven og ud ad byen er op ad bakke. Det er et godt stykke, hvor byen langsomt skrider i baggrunden. Asfaltvejen går over i grusvej og trækronerne vokser sammen og danner næsten en fælles krone. Der er ingen blade på endnu, men hule-fornemmelsen er der alligevel.

Rigtig ind i skoven møder jeg næsten ingen mennesker. 'Husk nu, bare følg vejen. Drej til venstre ved hestefolden, løb forbi Hammer kirke, 2 km. på landevej og drej så til højre ind og hjem igennem skoven igen'. Det er let nok - jeg sikker på ruten. Måske har jeg alligevel et stifinder gen? Eller også er det fordi jeg har løbet her 10-20 gange før og alligevel - hver gang - er utrolig tilfreds med mig selv, fordi jeg ikke farer vild.

Forårssolen skinner ned, og fuglene synger højt oppe. Genkender solsorten, men der er også fugle-sang jeg ikke genkender. Det er sikkert fremmede skov-fugle, som også kan mærke, hvordan det luner.

Skoven har sin egen vidunderlige ro. Mens jeg løber ændrer den karakter. Strækninger med høje slanke træer, afløses af nåleskov. Og der dufter - af fugtig jord og nåletræerne, brænde, forår.

Det er skønt at være her igen. Roen smitter. Jeg tænker ingenting. Lytter efter vejrtrækningen. Mærker at der langsomt etableres en direkte forbindelse fra hovedet hele vejen ned i benene, der løber af sig selv.

Da skoven igen åbner sig mod byen, pilker jeg det sidste stykke ned ad bakke mod bilen. Laver to bøj og to strækøvelser. Ikke for meget - alt det strækkeri er vist nok overvurderet.

Gik igennem Gaden

Jeg gik igennem Jomfru Ane Gade i morges kl. halv fire. Hele aftenen havde vi belejligt undgået Jomfru Ane Gade, men da vi skulle hente vores cykler i gågaden, skød vi vej igennem.

Borgergade er Jomfru Ane Gades forlængede arm. Da vi drejer om hjørnet til Jomfru Ane Gade, lukker Gaden sig op som et kalejdoskop af lys, dunkende musikbølger, værtshuse og drop-in kebab-steder.

Der er stuvende fyldt med mennesker. Stemningen er hektisk og på kogepunktet. Der er kø ved værtshusene. Foran et af dem ligger der en pige på brostenene. Hun har kun en top på – bar mave, bare skuldre og bar ryg, som alle de andre tøser i Gaden. Veninden aer hende på kinden og taler til hende. Hun ser ekstremt fuld ud. Er hun mon faldet og har slået hovedet?

Vi maser os videre gennem bølger af mennesker. De er meget yngre end os, og vi er total fejlcastet i Gadens sceneri. Gadens gæster cruiser imellem værtshusene med fadøl i hænderne. Det er et inferno af iscenesættelser og følelser. Der ryges, skændes, kysses, grædes, spildes. Et sted er der en der brækker sig i en smøge, og i Pisgyden pisser mændene op ad husmurene, som de altid har gjort.

Lettet slipper vi igennem. Kors! Jeg når lige at tænke både frem og tilbage. Tilbage i tiden på mig selv og frem i tiden på min 12-årige datter.

Fri af Gadens klamme favn springer jeg på cyklen og nyder den korte tur hjem. Et sted er der en solsort, som insisterende pipper sine 1. marts lyde ud i natten. Det er den første dag i marts og uret på Marcuskirken viser 3.45.