Sankt Hans

Det er Sankt Hans aften. Jeg pakker barn (den yngste), inviterer min mor og hunden-hendes med, og tar til Sankt Hans på Signalbakken.

Signalbakken er et stort grønt og, ja, bakket område i Vejgaard. Det ligger nabo til familiens nye adresse, så selvfølgelig skal vi derop.

Vel ankommet i god tid bestiger vi bakketoppen. Nyder udsigten over fjorden og byen. Der er bare et problem - vi kan ikke få øje på noget bål. Flere forvirrede Vejgaardgensere med
tæpper under armen vandrer rundt i det høje græs. Vi går lidt frem og tilbage ad de smalle stier. Pludselig råber en lille dreng: "Det er dernede, jeg kan se heksen!"

Nogenlunde med på destinationen beslutter vi at flytte bilen lidt tættere på. Så jeg sender min søn med hunden i forvejen med et "og så ses vi nede ved stien". Og væk er han.

Så skal vi bare finde bilen igen. Vi er uenige om vejen tilbage, så vi ender med at dele os i to.

Da jeg går alene ad stien, er jeg pludselig HELT lost. Stien blir smallere og smallere. Brændenælderne når uanede højder. Igen og igen og.... konstaterer jeg, hvor helt urimelig dårlig jeg er til at finde vej.

ØV

- og så i min egen baghave nærmest - det KAN bare ikke være rigtigt.

Jeg skal også pludselig tisse, som et lyn fra en klar himmel. Præcis som da jeg var barn, og ikke kunne finde vej. 'Tvangspisser', tænker jeg. Ska også altid tisse når jeg står i startområdet i sekunderne før et løb og venter på startskuddet.

Pludselig finder jeg stien ned til bilen. Kører et stykke, og så blir det himmelråbende tydeligt, at jeg bare skal følge menneskemængden hen til bakkedalen.

Og så er vi der og kan smide os på bakken, i aftensolen. Mission completed. Kun sønnen mangler. Går lidt rundt og får øje på ham langt henne ad hovedstien. Han har sat sig tålmodigt til at
vente sammen med hunden. Halvvejs nede ad bakken pifter jeg og råber 'Christofferrrrrr (Sommer Elkjær)'.

Endelig er vi der, med bålet, heksen og båltalerne foran os, vinden i ryggen og den lune aftensol i ansigtet.

Først flere timere senere kommer jeg i tanke om tvangspisseren - den gik ligesom i sig selv.

Ingen vold

Jeg er virkelig kommet på kant med en væg. En rigtig fysisk en altså. Den kræver min tilstedeværelse næsten dagligt.

Først sku den slibes fri for gammelt tapet. 5 lag ialt - ornamenteret, stribet og blomstret.

"Væggen skal bare være ren for tapet".

... ja ja JA- og bagefter skal den spartles, slibes, spartles og slibes.

OG SÅ skal den have noget blåt grunder-vand så det nye filt kan binde, før den endelig kan males.

Efter en lang dag på job kan den væg godt ta pippet fra mig. Som i dag. Jeg blev så indestængt rasende på den. Mens jeg sleb den og dens fine støv dryssede ned overalt på mig, fyrede jeg de vildeste bandeord af. Drak også en øl og som en slags straf til væggen, undlod jeg at fylde spartel på den helt nede ved gulvet.

Min tålmodighed med væggen er brugt op, men den er ikke færdig med mig. Lige nu står den helt sikkert og strutter, mens sandspartlen tørre og hærder til endnu en gang sandpapir.

A la Kongerslev Hestemarked

Det et godt nok lang tid siden. Så længe siden som da jeg var barn og boede i en flække på landet.I sidste uge fik jeg et flash back til luftgyngen, hestehandlerne og de grillede pølser. Dog ikke på landet, men midt i Aalborg.

Der var Open by night i Vejgaard. My hood siden, tja alt for længe. Det var nu lidt under tvang og udsigten til en burger fra Slagter Holmberg, der fik mig overtalt. Slagteren griller på en enourmous grill foran biblioteket, og hele familien Slagter hjælper til med at lave burgere til de sultne Vejgaardgensere.

ALDRIG har jeg set så mange biler parkeret på Brugsens p-plads. Alle mennesker i hele Vejgaard, Aalborg og oplandsbyerne må ha været der. Og det var et inferno af ekstrem tyk grillos og fadøl. Min mor og store datter er med. Datteren sætter kursen og styrer os sikkert imod Matas mangefarvede neglelakker til 25 kr.

Foran Matas er to tropadurer igang med skøn-spil og sang. OK. Forsangeren kan faktisk synge. Men lydstyrken er 1000 og jeg stikker diskret en finger i ørerne, da vi går forbi. Jeg hører ham dog sende en hilsen til familien, som klapper bravt blandt publikum.

Videre til blomsterdamen som har lotteri. Hva fan?! Lykken tilsmiler os og min datter har vundet en præmie. Kan ikke lade være med at grine rigtig højt med blomsterdamen, som nærmest går i falset, da hun udleverer præmien: Et par svømmearmluffer købt i ToysRus. Min datter-bom-stærk er konkurrencesvømmer men kan godt se på blomsterdamen, at HUN (datteren) er blandt de virkelig heldige. Så min 12, snart 13 årige, griner knap så hysterisk med.

Inden vi skal hjem, slår vi et slag omkring Slagter-boden. Køen til hans herligheder er 10 meter lang. Og mens vi står der, kan vi belejligt glo på alle, der går forbi. Også på et af de utallige værtshuse på hjørnet af Odinsgade og Hadsundvej. Det har jeg forresten til gode at prøve, trods alt.