Sæson for naboskab

Det er egentlig tankevækkende. Hvordan naboskab er sæsonafhængigt.

Om sommeren ses vi altid. Udenfor. I haverne. På vejen. Over hækken eller i indkørslen. Altid er der en anledning, og den er næsten altid spontan.

Om vinteren er det anderledes. Man ved kun, at naboerne er i live, fordi der er lys i vinduerne. Alle går lissom i vinterhi.

Der er bare lissom to undtagelser - nytårsaften og snevejr:

Nytårsaften mødes alle til knaldfyrværkeri i gaden kl. 00.01. Ved den lejlighed inviterer alle hinanden indenfor, og det er somom dørene til de mange vinterhi pludselig står på vid gab.
Og i løbet af nytårsaften går alle som orker det (eller stadig kan stå på benene) på vold-besøg hos hinanden. Helst flere huse på stribe indtil man ikke orker mere.

Når det sner og der skal ryddes fortov, er det lidt det samme. Alle står og hakker pukkelrygget i sne og is på fortorvet. Men pludselig hører man en lyd og finder ud af, at man ikke er den eneste på IceAge planeten jorden.

Gensynsglæden er stor. Ofte starter det med, at man råber til hinanden. Friske kommentarer og store armbevægelser. Lidt senere får man pludselig et chok, fordi en nabo har bevæget sig over på ens fortov og vil snakke.

Man kan få en god snak, mens man hænger over en skovl.
Jeg tænker det er lissom de der store mennesker i ens joggindragt, der møder hinanden, mens de hænger ind over indkøbsvognen i storcentret.