Trines

Ideer, prøveballoner og Innovationsforum

2011-06-07T23:05:00.002+02:00

Jeg er kommet med i et nystartet innovationsforum på mit arbejde. Opgaven lyder fra direktøren: "Find på noget, spring ud, lav prøveballoner. Der er ingen rammer, alt er op til jer, men præsenter gerne den første gode ide indenfor et års tid" – sagde han og gik ud ad døren. Og så var resten op til os.

Jeg føler mig ekstremt priviligeret over, at min arbejdsplads så bevidst skaber rum for innovation. Nu er det op til det ene direktionsmedlem, de to afdelingsledere og de syv medarbejdere, der tilsammen udgør Innovationsforum, at agere i det og fylde rammerne ud. Og jeg glæder mig!

Ved ikke, om jeg vil blogge om det, men begejstringen over kick-starten er ikke til at tage fejl af.

At vente på et maraton er

2010-04-20T22:13:00.004+02:00

at ta en beslutning og forberede sig tålmodigt i månedsvis

at lytte til maraton-veteranerne som var de historiefortællere omkring et lejrbål

at trodse noget der ligner en 12-års vinter fordi det er enten eller

at stå til ansvar for sig selv

at glemme verden og fokusere

at flytte sine grænser for, hvad der er normalt

at erkende, at en træningskurve ikke altid er kontinuerligt opadgående

at tælle søndage

at dedikere søndag formiddag til maraton træning og
glemme, at man nogensinde har lavet andet

at betragte klub-kammerater og løbevenner som medsammensvorne

at forberede sig med andre, sammen men hver for sig

at skrive dagbog. Løbedagbog

at nørdte igennem om ure, sko, strømper, bukser, energidrik, kilometertider, løbegejl, teknik, planlægning...

at takke resten af verden fordi den bærer over med een, mens man har sporadiske udfald

at vente på selve dagen som var man ansat på Vulkanologisk Center,
og spejdede utålmodigt efter den næste askesky...

Sæson for naboskab

2010-02-03T16:58:00.001+01:00

Det er egentlig tankevækkende. Hvordan naboskab er sæsonafhængigt.

Om sommeren ses vi altid. Udenfor. I haverne. På vejen. Over hækken eller i indkørslen. Altid er der en anledning, og den er næsten altid spontan.

Om vinteren er det anderledes. Man ved kun, at naboerne er i live, fordi der er lys i vinduerne. Alle går lissom i vinterhi.

Der er bare lissom to undtagelser - nytårsaften og snevejr:

Nytårsaften mødes alle til knaldfyrværkeri i gaden kl. 00.01. Ved den lejlighed inviterer alle hinanden indenfor, og det er somom dørene til de mange vinterhi pludselig står på vid gab.
Og i løbet af nytårsaften går alle som orker det (eller stadig kan stå på benene) på vold-besøg hos hinanden. Helst flere huse på stribe indtil man ikke orker mere.

Når det sner og der skal ryddes fortov, er det lidt det samme. Alle står og hakker pukkelrygget i sne og is på fortorvet. Men pludselig hører man en lyd og finder ud af, at man ikke er den eneste på IceAge planeten jorden.

Gensynsglæden er stor. Ofte starter det med, at man råber til hinanden. Friske kommentarer og store armbevægelser. Lidt senere får man pludselig et chok, fordi en nabo har bevæget sig over på ens fortov og vil snakke.

Man kan få en god snak, mens man hænger over en skovl.
Jeg tænker det er lissom de der store mennesker i ens joggindragt, der møder hinanden, mens de hænger ind over indkøbsvognen i storcentret.

Off - Online

2010-01-06T12:50:00.002+01:00

Nogen må vide, at jeg engang var ansat i en IT-funktion. Selvom karrieren var både midlertidig og meget kort, hænger det ved. Det betyder, at jeg engang i mellem får spørgsmål fra folk, som ikke rigtig ved, hvad de skal stille op.

Jeg kan ikke dy mig for at gengive mailen nedenfor. Gengivelsen er udelukkende kærligt ment og da diskression er en dyd, lader jeg (selvfølgelig) afsender forblive anonym.
Nyd den:

"Hej Trine!

På et eller andet tidspunkt når du får tid, kunne du så ikke hjælpe mig med at afklare følgende.

I forbindelse med jeg modtog en mail, tilføjede Windows følgende: "Keep your frinds up to date WITH WHAT YOU DO ONLINE".

Medens vi er igang, hvad er så forskellen på ONLINE/OFFLINE? Det er mit indtryk, at det spiller en rolle, både når jeg modtager eller sender en mail. Sidst har jeg modtaget en mail i dag - dateret g.d.

Endelig kunne jeg godt finde på at spørge, hvorfor Windows beder mig holde mine venner underrettet om, hvorfor jeg benytter online.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er noget der er helt galt.

Gider du ved lejlighed?"

Aftenstur på Østerbro

2009-11-20T20:47:00.001+01:00

Går en tur med hunden. Vi har ikke hund, men min mor har, og jeg passer ham.

Det er fredag og efter aftensmaden går vi ud i blæsten. Det er november-lunt og mørkt, og det suser og rusker i træerne. Vi går en tur på Østerbro. Østerbro er et inferno af skilte, som lokker med Cinderella Pizza, Østerbro sol, Marcus Klip og Marcus Knep. Nej, det hedder det selvfølgelig ikke. Det hedder noget mere fancy, men det er det, de mener.

Der er alt fra sådan halv-eksklusive frisørsaloner til ’eksamineret massør i idrætsskader’, en biks med laser-hudpleje og endnu et pizzeria med skrig-grønne facade skilte. Det er som om alle stilarter skriger hej til hinanden på det lille stykke Østerbro.

Lidt længere inde ad Østerbro rejser giganten Nordkraft sig. Høj, mastodontisk og flot. Stadig pakket ind i verdens største stillads og omgivet af langbenede kraner. Men der er åbent. Faktisk er der noget der ligner en folkevandring til stedet. Langt før vi når stedet kan jeg høre reggae-rytmer, som drøner ud i aftenmørket. Men det er ikke fra Nordkraft. Det er Fedtebrødet.

Da vi går forbi hovedindgangen til Nordkraft, ser jeg hvor de alle sammen skal hen. Magtens Korridorer giver koncert kl. 20. Hunden og mig slår et slag om stedet og går ned bagom på den sprit-nyanlagte Nyhavnsgade, som endnu ikke er åbnet - sådan officielt. Jeg trækker hunden med mig igennem vej-afspærringen. Modstræbende følger han efter mig om på bagsiden af Nordkraft. Der står folk og ryger ved bagindgangen. Måske er det bandet og ham forsangeren med frilufts-gebisset?, tænker jeg, men har håret i medvind – og i øjnene – og kan ingenting se.

Hjemad langs Østerbro. Vi går forbi Restaurant Dahl. Der er fuldt hus og det lille sted lokker med lys i vinduerne og vinglas på bordene. Da vi går forbi, kan jeg se, at tjeneren har hektisk røde kinder. Det er et godt tegn. Der er gang i familie-restauranten og jeg bliver lidt glad indeni.

Hjemad går det hurtigt. Vi passerer Galleri East End, pizzariaerne, fodterapeuten, klip, knep og knald og Marcus Kirken. Vi krydser Østre Alle og går op ad Øster Sundbyvej. Forbi Lundbysvej og Kildevældsvej. På Kovshøjsvej er vi hjemme.

Jeg når aldrig at få fornemmelsen af forstad, før jeg kan se hjem. Heldigvis.

Valg-flæsk

2009-11-16T21:43:00.000+01:00

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor politikere synes de vil sætte alt på et bræt i ugerne op til en valgkamp. Jo, det nye politikere måske, for hvordan skal vi ellers vide, hvad de står for?Men de gamle i gårde. Hvorfor tror de, vælgerne flytter sit kryds på stemmesedlen, fordi politikerne siger noget fancy på tv i ugerne op til at valg?

Det er for let. Det er jo ikke som surrealisternes automatskrift, hvor jeg står i stemmeboksen og sætter krydset fuldstændig tilfældigt, fordi jeg tænker på en valg-floskel fra en tv-duel dagen før.

De undervurderer vælgerne. Der skal mere til end en floskel eller to. Eller et vellignende billede i 3/4 profil. Eller et lørdags-bolche foran Rema.

Overvejer et farvel til bloggen

2009-10-22T22:26:00.003+02:00

Overvejer at forlade bloggen.
Den vil alligevel ikke som jeg vil.
Den vil kun tale pænt - om pæne ting - uden skarpe kanter.
Nogle ord eller temaer nægter den simpelthen at skrive om.
Konsekvent blinker den med 'forbudt' og truer med lavt batteriniveau, hvis forfatteren går over stregen.

Hvis det skal være på den måde, kan den lige så godt pakke sig.
Så det gør den nok.

Siden Sankt Hans

2009-08-09T22:52:00.000+02:00

Sankt Hans, hvor lang tid siden er det lige... opgir at tælle dage.

Siden jeg sad og kiggede ind i flammerne på heksen, som fik ild i halmballe-røven, er der gået en sommer. En sommerferie i hvert fald. En atypisk een af slagsen.

Sidste år i sommerferien skinnede solen - ud over det hele hele hele - i Italien. I år har malerpenslen dikteret takten, og der er malet og regeret i et gammelt hus.

Hvis det var mig, som var det gamle hus, ville jeg nyde at blive strøget med hårene. Det er da også somom det strutter og knejser med nakken, jo flere penselstrøg det får.

Det er plat og pjat at tro, at et hus har sjæl. Da det stod og blegnede, rådnede, lugtede og fugtede i efteråret faldt jeg modstræbende for det. Da der blev skrevet hals-over-hoved-slutseddel (det var et ejendomsmægler stunt) tænkte jeg; 'hvordan kan man være så glad for noget, som er så grimt?'. Men der var påklædningsværelse, gamle stuer i stuen og på 1. og en hønsetrappe til 2. sal hemlig gemt bag en dør. Der var også en forsikringssag på en sammenstyrtet kloak, rådne kviste og kanapper og et utæt tag med fugleredder.

Meget mærkelig sommerferie.

Jeg tror huset har en historie, som vil ku genfortælles i en børnebog med illustrerede billeder. Det er fortærsket at starte historien med 'Der var engang'. Men faktisk var bygmesteren fra 1925 også bagermester på en rugbrødsfabrik i Aalborg - det er der alligevel lidt stil og storytelling over.

Sankt Hans

2009-06-23T22:44:00.003+02:00

Det er Sankt Hans aften. Jeg pakker barn (den yngste), inviterer min mor og hunden-hendes med, og tar til Sankt Hans på Signalbakken.

Signalbakken er et stort grønt og, ja, bakket område i Vejgaard. Det ligger nabo til familiens nye adresse, så selvfølgelig skal vi derop.

Vel ankommet i god tid bestiger vi bakketoppen. Nyder udsigten over fjorden og byen. Der er bare et problem - vi kan ikke få øje på noget bål. Flere forvirrede Vejgaardgensere med
tæpper under armen vandrer rundt i det høje græs. Vi går lidt frem og tilbage ad de smalle stier. Pludselig råber en lille dreng: "Det er dernede, jeg kan se heksen!"

Nogenlunde med på destinationen beslutter vi at flytte bilen lidt tættere på. Så jeg sender min søn med hunden i forvejen med et "og så ses vi nede ved stien". Og væk er han.

Så skal vi bare finde bilen igen. Vi er uenige om vejen tilbage, så vi ender med at dele os i to.

Da jeg går alene ad stien, er jeg pludselig HELT lost. Stien blir smallere og smallere. Brændenælderne når uanede højder. Igen og igen og.... konstaterer jeg, hvor helt urimelig dårlig jeg er til at finde vej.

ØV

- og så i min egen baghave nærmest - det KAN bare ikke være rigtigt.

Jeg skal også pludselig tisse, som et lyn fra en klar himmel. Præcis som da jeg var barn, og ikke kunne finde vej. 'Tvangspisser', tænker jeg. Ska også altid tisse når jeg står i startområdet i sekunderne før et løb og venter på startskuddet.

Pludselig finder jeg stien ned til bilen. Kører et stykke, og så blir det himmelråbende tydeligt, at jeg bare skal følge menneskemængden hen til bakkedalen.

Og så er vi der og kan smide os på bakken, i aftensolen. Mission completed. Kun sønnen mangler. Går lidt rundt og får øje på ham langt henne ad hovedstien. Han har sat sig tålmodigt til at
vente sammen med hunden. Halvvejs nede ad bakken pifter jeg og råber 'Christofferrrrrr (Sommer Elkjær)'.

Endelig er vi der, med bålet, heksen og båltalerne foran os, vinden i ryggen og den lune aftensol i ansigtet.

Først flere timere senere kommer jeg i tanke om tvangspisseren - den gik ligesom i sig selv.

Ingen vold

2009-06-10T22:32:00.003+02:00

Jeg er virkelig kommet på kant med en væg. En rigtig fysisk en altså. Den kræver min tilstedeværelse næsten dagligt.

Først sku den slibes fri for gammelt tapet. 5 lag ialt - ornamenteret, stribet og blomstret.

"Væggen skal bare være ren for tapet".

... ja ja JA- og bagefter skal den spartles, slibes, spartles og slibes.

OG SÅ skal den have noget blåt grunder-vand så det nye filt kan binde, før den endelig kan males.

Efter en lang dag på job kan den væg godt ta pippet fra mig. Som i dag. Jeg blev så indestængt rasende på den. Mens jeg sleb den og dens fine støv dryssede ned overalt på mig, fyrede jeg de vildeste bandeord af. Drak også en øl og som en slags straf til væggen, undlod jeg at fylde spartel på den helt nede ved gulvet.

Min tålmodighed med væggen er brugt op, men den er ikke færdig med mig. Lige nu står den helt sikkert og strutter, mens sandspartlen tørre og hærder til endnu en gang sandpapir.

A la Kongerslev Hestemarked

2009-06-04T21:45:00.000+02:00

Det et godt nok lang tid siden. Så længe siden som da jeg var barn og boede i en flække på landet.I sidste uge fik jeg et flash back til luftgyngen, hestehandlerne og de grillede pølser. Dog ikke på landet, men midt i Aalborg.

Der var Open by night i Vejgaard. My hood siden, tja alt for længe. Det var nu lidt under tvang og udsigten til en burger fra Slagter Holmberg, der fik mig overtalt. Slagteren griller på en enourmous grill foran biblioteket, og hele familien Slagter hjælper til med at lave burgere til de sultne Vejgaardgensere.

ALDRIG har jeg set så mange biler parkeret på Brugsens p-plads. Alle mennesker i hele Vejgaard, Aalborg og oplandsbyerne må ha været der. Og det var et inferno af ekstrem tyk grillos og fadøl. Min mor og store datter er med. Datteren sætter kursen og styrer os sikkert imod Matas mangefarvede neglelakker til 25 kr.

Foran Matas er to tropadurer igang med skøn-spil og sang. OK. Forsangeren kan faktisk synge. Men lydstyrken er 1000 og jeg stikker diskret en finger i ørerne, da vi går forbi. Jeg hører ham dog sende en hilsen til familien, som klapper bravt blandt publikum.

Videre til blomsterdamen som har lotteri. Hva fan?! Lykken tilsmiler os og min datter har vundet en præmie. Kan ikke lade være med at grine rigtig højt med blomsterdamen, som nærmest går i falset, da hun udleverer præmien: Et par svømmearmluffer købt i ToysRus. Min datter-bom-stærk er konkurrencesvømmer men kan godt se på blomsterdamen, at HUN (datteren) er blandt de virkelig heldige. Så min 12, snart 13 årige, griner knap så hysterisk med.

Inden vi skal hjem, slår vi et slag omkring Slagter-boden. Køen til hans herligheder er 10 meter lang. Og mens vi står der, kan vi belejligt glo på alle, der går forbi. Også på et af de utallige værtshuse på hjørnet af Odinsgade og Hadsundvej. Det har jeg forresten til gode at prøve, trods alt.

Forlaget GMT

2009-05-20T23:17:00.004+02:00

Det startede vist nok engang tilbage i de glade 60'ere.

Min hippie far og hans ven, Busser, sled gangene tynde på Dansk på Århus Universitet. Forlaget fik sin spæde opstart, da de to langhårede fyre fik kendskab til alle specialerne, som stod opbevaret i universitetets kælder. De følte sig vel kaldet til at distribuere dem og startede derfor op med en spritduplikator.

Forlaget GMT blev født - i øvrigt samtidig med forlaget Modtryk fra dengang. Mine forældre tog på bogmesser i Frankfurt. Her fandt de socialistisk litteratur, som de tog med hjem til Danmark, oversatte og udgav. Min far skrev også selv fagbøger, og håbefulde forfattere henvendte sig til det lille forlag og fik med lidt held udgivet deres skriverier.

Senere fik forlaget fast adresse i 9293 Kongerslev, hvor vi boede. Jeg kan huske, der var et kæmpe boglager på 1. salen og al distribution foregik herfra - og fra Mejlgaard Slot, hvor Busser (langhårs vennen) boere i kollektiv.

Bogsalget overgik senere til Fælleekspeditionen i Købehavn, og bogbestillingerne fra privaten droslede ned.

Flere år senere lukkede GMT – det var vel på ingen måde rentabelt, men det havde jo heller aldrig været hensigten. I en årrække blev det til Forlaget ABC. Herfra husker jeg bedst en række børnebøger, blandt andet bogen 'Sidste sommer'. Jeg kan stadig huske børnebogsforfatteren (Lars) og (tegneren) Benny (eller måske var det omvendt) til børnebogs serien.

Jeg var ikke så gammel dengang, men husker ret klart, hvordan forlags-hjemmet altid var fyldt med gæster; forfatter-spirer, gymnasieelever eller min fars venner, som altid lagde store, seriøse, undergravende og socialistiske planer...
- og altid fejrede eller lukkede dem med en fest.

Furien har trukket nitten

2009-05-14T20:21:00.008+02:00

"Jeg har trukket nitten
Jeg har jokket i en lort
Samlet den op og bidt i den
Og det’ nitten
Og når jeg prøver på at give den videre
Til en anden idiot
Får jeg den lige i hovedet igen
Nitten"

Hvorfor nu så rasende? Jamen det er jo bare fordi at:

Renoveringstilskuddet lå lige til højrebenet.
Klar parat start ved pc'en sad jeg, den dag boligrenoveringer.dk åbnede for ansøgere. Kl. 9.
Ventet med spænding.
Alles klar.
Håndværkerne havde defineret projetket, og jeg havde styr på online ansøgningen på nettet.

Kl. 9:45 røg ansøgningen igennem. Og lettet var jeg, da jeg fik respons på, at jeg var ansøger nummer et-eller-andet-som-jeg-har-glemt-nu-men-langt-fremme-i-køen-ansøger.

Vente, vente, vente på svaret.

Der så pludselig kom. På mail. I mit spamfilter, med ###SPAM, SPAM, SPAM i emnefeltet, så mailen i første omgang blev sorteret fra sammen med mails fra Shamposhoppen og andre obskure, eksotiske afsendere.

Og så stod der:
"Erhvervs- og Byggestyrelsen kan ikke behandle din ansøgning, idet der ikke er overensstemmelse mellem ansøgningens oplysninger om CPR-nummer, navn og adresse sammenholdt med oplysningerne i CPR-registeret. Styrelsen må derfor afslå din ansøgning."

Hvad?!

Jamn selvfølgelig bor jeg på en anden adresse, vi KAN jo ikke bo i et håndværkertilbud, mens der håndværkes.

Så tasterne kaldte 'Trine, Triiiiiine - skriv og sig det er en misforståelse.

Så det gjorde jeg - en lang mail, som jeg, da jeg så autosvaret fra Erhvervs- og byggestyrelsen, egentlig på forhånd opgav som en mulighed.

"Tak for din mail. Bogligforbedringer.dk har modtaget din henvendelse. Vi modtager i øjeblikket mange henvendelser, og du må derfor påregne en vis sagsbehandlingstid."

OK.

Men så gik der kun en halv dag. Så kom der en rigtig mail - udenom spam-filtret:

"Tak for din henvendelse. Der kan kun ansøges om tilsagn til tilskud, hvis ansøgeren på ansøgningstidspunktet har folkeregisteradresse på den adresse, som der ansøges om tilskud til (...) Vi opfordrer alle til at holde sig orienteret på hjemmesiden boligforbedringer."

Que...?!

Var det mig, der ikke kunne læse? Har jeg misset noget undervejs på de 17 år i det (egentlig ret meget) danske uddannelsessystem?

Læste videre:
"Dit ansøger-ID er herefter ugyldigt, og det er derfor ikke muligt at søge om nyt tilskud med samme ansøger-ID. Du skal derfor oprette et nyt ansøger-ID til login i ansøgningsskemaet og ansøge gennem dette. Du skal være opmærksom på, at du herved får et nyt nummer i køen."

Nitten.

Tror jeg opgir at ansøge om nyt tilsagn til tilskud.

Og til blog-læserne, undskyld den sproglige udgydelse, men den hjalp.

70'er børnelitteratur fra GMT

2009-03-27T18:52:00.006+01:00

I går spurgte min datter mig om, hvilke H.C. Andersen eventyr mine forældre læste op for mig, da jeg var barn. Det var en del af hendes lektier den dag. H.C. Andersen, narh altså, det er ikke lige ham eventyr-fætteren, der står klarest i erindringen fra barndommen.

Det tog mig lidt tid at forklare hende, at min far ikke læste H.C. Andersen op for mig og min ældste bror. Den bog jeg bedst husker hed 'Fem fingre kan blive til 1 knytnævt'. Et ultra venstreorienteret stykke børnelitteratur udgivet på mine forældres forlag GMT.

Faktisk stod bogen 2 meter væk i reolen. Jeg stak den til min datter og hun læste den med stor undren. Meget underlig bog...

Men vi hørte også 'Sådan får man et lille barn' - den gjorde nu også indtryk dengang i 70'erne. Måske ville den også ha fænget hos min 12 årige datter.

Løbetur i skoven

2009-03-15T15:10:00.007+01:00

Det er dag nr. 2 med rigtig forår. Jeg har ikke løbet i en uge, og da jeg ser solskinnet søndag morgen, kan det kun gå for langsomt. Vil i skoven og løbe 14km ruten i Hammer Bakker. Sidst jeg var der, var i efteråret, da bladene var brun-røde.

Parkerer bilen nede i byen og løber opad mod skoven. Det første lange stykke mod skoven og ud ad byen er op ad bakke. Det er et godt stykke, hvor byen langsomt skrider i baggrunden. Asfaltvejen går over i grusvej og trækronerne vokser sammen og danner næsten en fælles krone. Der er ingen blade på endnu, men hule-fornemmelsen er der alligevel.

Rigtig ind i skoven møder jeg næsten ingen mennesker. 'Husk nu, bare følg vejen. Drej til venstre ved hestefolden, løb forbi Hammer kirke, 2 km. på landevej og drej så til højre ind og hjem igennem skoven igen'. Det er let nok - jeg sikker på ruten. Måske har jeg alligevel et stifinder gen? Eller også er det fordi jeg har løbet her 10-20 gange før og alligevel - hver gang - er utrolig tilfreds med mig selv, fordi jeg ikke farer vild.

Forårssolen skinner ned, og fuglene synger højt oppe. Genkender solsorten, men der er også fugle-sang jeg ikke genkender. Det er sikkert fremmede skov-fugle, som også kan mærke, hvordan det luner.

Skoven har sin egen vidunderlige ro. Mens jeg løber ændrer den karakter. Strækninger med høje slanke træer, afløses af nåleskov. Og der dufter - af fugtig jord og nåletræerne, brænde, forår.

Det er skønt at være her igen. Roen smitter. Jeg tænker ingenting. Lytter efter vejrtrækningen. Mærker at der langsomt etableres en direkte forbindelse fra hovedet hele vejen ned i benene, der løber af sig selv.

Da skoven igen åbner sig mod byen, pilker jeg det sidste stykke ned ad bakke mod bilen. Laver to bøj og to strækøvelser. Ikke for meget - alt det strækkeri er vist nok overvurderet.

Gik igennem Gaden

2009-03-01T15:55:00.001+01:00

Jeg gik igennem Jomfru Ane Gade i morges kl. halv fire. Hele aftenen havde vi belejligt undgået Jomfru Ane Gade, men da vi skulle hente vores cykler i gågaden, skød vi vej igennem.

Borgergade er Jomfru Ane Gades forlængede arm. Da vi drejer om hjørnet til Jomfru Ane Gade, lukker Gaden sig op som et kalejdoskop af lys, dunkende musikbølger, værtshuse og drop-in kebab-steder.

Der er stuvende fyldt med mennesker. Stemningen er hektisk og på kogepunktet. Der er kø ved værtshusene. Foran et af dem ligger der en pige på brostenene. Hun har kun en top på – bar mave, bare skuldre og bar ryg, som alle de andre tøser i Gaden. Veninden aer hende på kinden og taler til hende. Hun ser ekstremt fuld ud. Er hun mon faldet og har slået hovedet?

Vi maser os videre gennem bølger af mennesker. De er meget yngre end os, og vi er total fejlcastet i Gadens sceneri. Gadens gæster cruiser imellem værtshusene med fadøl i hænderne. Det er et inferno af iscenesættelser og følelser. Der ryges, skændes, kysses, grædes, spildes. Et sted er der en der brækker sig i en smøge, og i Pisgyden pisser mændene op ad husmurene, som de altid har gjort.

Lettet slipper vi igennem. Kors! Jeg når lige at tænke både frem og tilbage. Tilbage i tiden på mig selv og frem i tiden på min 12-årige datter.

Fri af Gadens klamme favn springer jeg på cyklen og nyder den korte tur hjem. Et sted er der en solsort, som insisterende pipper sine 1. marts lyde ud i natten. Det er den første dag i marts og uret på Marcuskirken viser 3.45.

Skal bare ha med-uden

2009-02-16T22:47:00.003+01:00

En køkkenverden åbner sig. Den er fuldstændig overvældende. Skal egentlig bare ha det hvidt og enkelt. Men det er ikke bare.

Man kan ikke 'bare' pege på gaskomfuret som det eneste musthave og så i øvrigt be' om at få resten hvidt og enkelt.

Køkkenvasken er måske det bedste eksempel:

Skal det være en stålvask? Eller en vask i et mere moderne design (som i øvrigt ikke får ridser og hvor fedtet fra stegepanden kan ligge i bunden i flere dage, før man skyller det væk)?

Skal vasken være rund eller firkantet?

Skal I ha en cooker? Den udgyder ikke kun pis-lunkent vand, nej, men rigtig KOGENDE vand - 110 grader tror jeg.

Og skulle det være med-uden sæbedispenser og en lukkeanordning til afløbet? Hvis man vælger det fra nu kan det stærkt anbefales at forberede køkkenvasken til det, så herlighederne kan installeres på sigt.

Er I til skarpede eller afrundede hjørner?

Så vidt køkkenvasken. Har forresten også været i Flisemagasinet og omkring håndværkerne...

En øl der smager

2009-02-07T21:09:00.003+01:00

”Den smager af jordbær plukket ved midnatstid af nøgne munke!”

Godt bud. Det kommer fra en af ex-formændene, da vi bliver bedt om at gætte på smagen af øl nummer 10. Den sidste på aftenens liste. En ”Rochefort 10”, 11,3% til 111 kr. literen. En trappist-øl, sort som kul og sikkert brygget af munke i afholdenhed fra alt andet end lige præcis øllet.

Trappist-øllen smager efter sigende af tre ting, og der er mange bud. Den smager af: mere, af frugt, af rosin, karamel, kandis, cannabis eller vandmelon kogt i olie. Jeg syns mest den smager af V6 (men det må være camouflage for en anden løbe-ukorrekt fest-vane).

Kommentaren om jordbær plukket ved midnatstid kom sent. Meget senere end da vi fredag eftermiddag kl. 17 stod seks frysende løbere i en gul-brun idrætshal på Østre Alle – klar til socialløb før aftenens ølsmagning.

Jeg havde et split-sekund overvejet at droppe løbet og bare møde op til ølsmagning. Men jeg glemmer forbeholdene og triller på cyklen de tre minutter ned til hallen. Ser snart at vi kun er seks løbere til socialløbet. Resten ligger med influenza, der er virkelig mandefald. Pyt. Morten, der er den fødte træner og hyggespreder, får hurtigt stemningen op.

”Nu løber i efter mig, som opvarmning svinger vi med højre-armen, for den får vi brug for senere”, siger han. Så vi svinger – hen ad Østre Alle, hvor fredagstrafikken må have undret sig over flokken af løbende halv-originaler med svingende højrearme.

Det viser sig, at vi skal løbe en rute på 500 meter. Rundt og rundt. For hver omgang mødes vi ved hallen, hvor vi slår katten af tønden. Et slag pr omgang. Tønden falder hurtigt, så vi tar’ en ekstra omgang i fredags-disede Vejgaard.

Kl. blir’ 19 og vi skal endelig smage på øllet – og ha’ mad.

Øl-entusiasten er blandt de influenza-ramte, men Gerd og Ole har fingrene i hendes manus og improviserer os igennem aftenen – nogen gange med direkte oplæsning, andre gange krydret med egne, lange beretninger om de i alt 10 øller på listen. Aftenen igennem smager vi på lyse hvedeøl og kulsorte portere.

Der er også et underholdene indlæg om, hvorfor ultraløbere drikker øl – altså alkoholfri øl. For at understrege effekten hiver oplægsholderen en Brugsen-pose med let-øl frem og deler rundhåndet ud. ”Lad os smage og forstå hvad der motiverer ultraløberen, når der lokkes med en let-øl.” Jeg tror ikke rigtig vi fangede den med motivationen.

Aftenen skrider fremad. Det bliver lidt sent. Vi overvejer at gå på Cafe Nordkraft og smage på ’Julesvinet’. En lokal bjesk (vist nok). Brygget privat i Kjeldgårdsgade, Vejgaard og serveret for en slik på Nordkraft.

Men jeg gir fortabt, da hallens alarm umotiveret går i gang. Jeg bryder op og triller hjem. Det har været hyggeligt.

Jeg ved nu, at en undergæret øl gærer langsomt og ved lave temperaturer, mens en overgæret øl gir den gas, er hurtig og gærer ved høj temperatur.

Jeg opgav altså Julesvinet, men hører at ’Påskelammet’ også er på hjemmebryg-fabrikken. Så der blir’ vel en second chance for at smage på en hjemmebrygget, lokal best-seller.

Hankatten tar over

2009-02-05T19:55:00.003+01:00

Jeg har en gammel hankat på knap 14 år. Fin mis - halvt perser halvt landbrugskat - fra outlaw Kongerslev.

Troede jeg skulle hygge med benene oppe i sofaen og skrive et seriøst indlæg på bloggen. Men når jeg forsøger, hopper han op og møffer sig ind.

For at få opmærksomhed spinder han højlydt, kigger på mig med halvt lukkede øjne, gør sig til og gnubber sig op ad usb-nøglen med det mobile 3.

Det bliver ikke til noget seriøst indlæg. Han er frygtelig distraherende. Jeg prøver med "Fy Felix - så stopper festen!" men det hjælper ingenting.

Tror han savner de glade dage med fastnet, hvor han kunne spankulere hen over tastaturet og drysse sine sorte-mis hår ud over tasterne. Nu tar han til takke med USB-nøglens blå skær. Han har møvet sig ind under min højre arm og falder i et med den sorte USB. Kun hans spinden og det blå online skær fra 3-nøglen afslører, at han er her.

Han falder til ro. Jeg gir op!

Krisen kradser

2009-02-01T22:31:00.000+01:00

Det er ikke længere bare pladder-snak, den finanskrise. Det er over det hele. Hver dag hører jeg om nye bekendte, venner, familie, som har fået fyresedlen.

Og pludselig er alle mændene på villavejen hjemme - alle er de fritstillede, i fire nabohuse på række. Nogen brænder energi af ved at grave kælderen ud, måske fordi man har ønsket det i årevis, men aldrig haft tiden til det. I hvert fald er det tydeligt, at der i ekstremt grad håndværkes i eget hus - og i de andres huse. Det er nok lidt jysk...

På mange måder kan kradse tider motivere nye muligheder, nye veje. Det kan være kærkomment med tid til at tænke sig om.

Men men

I dag så jeg en kulørt tilbudsavis fra Netto, hvor Netto introducerer 'Oprørsudvalg'. Selvfølgelig i stedet for 'ophørsudsalg'. Hvad skal man mene om det udover at det simpelthen er for plat. Hele ideen bag deres nye slogan er så plat, at det ikke bliver mig, der falder for et chok-tilbud og går på oprørsudsalg i Netto!

Men jeg er vist også ved at få influenza, så måske er det derfor jeg er lidt sur.

Året er nyt

2009-01-08T22:56:00.005+01:00

Og det er tid til at sætte mål for 2009. Mange har gjort det allerede. Alene Facebooks statuslinjer efterlader ingen tivl om alle de gode intentioner!

Jeg har en vis respekt for folk, som planlægger determinerede mål 3-6-12 måneder ud i fremtiden. Det sætter struktur på tilværelsen og giver (tror jeg) en retning.

Det er slående, hvor mange mål der netop formulerer sig i nytåret. Men hvorfor er det lige nytåret, der er 'the first day in the rest of our lives'?

Helt ærligt - jeg overvejede også - men målene var ikke nye åbenbaringer i anledning af nytåret. De blev bare opsummeret for mig selv på et til-lejligheden-passende tidspunkt. Nytårsaftensdag.

Og så tricker det mig alligevel, at jeg måske også har et mål for 09. Hvis jeg skal løbe et marathon i 09 KRÆVER det, at jeg planlægger minutiøse træningsdage i uger, ja i måneder! På bedste ingeniør-vis vil jeg skulle planlægge, udføre og registrere træningen for at nå i mål. Det vil ikke være nok at sige "Det gør jeg da bare" eller "Man er vel altid i form til en marathon"...

Hvis jeg beslutter mig for det, er det kun fordi jeg ikke kan lade være eller simpelthen bare VIL i mål.
Det ville intet have med dyder som langtigsplanlægning, løbskalendere og registreringer at gøre. Intet.

Nytår og fire måneder på bloggen

2009-01-03T16:16:00.001+01:00

Jeg overvejer lidt om bloggen her skal overleve.

Bloggen er fire måneder og 11 blogindlæg gammel.
Den er en slags elektronisk notesblok - åben for kommentarer.
Der er ikke nogen umiddelbar rød tråd i blog-indlæggene.
Egentlig er den vel lidt rodet...

På den anden side - 'Trines' er jo bare et eksperiment.
Eksperimenter skal man ikke ta' livet af, hvis man syns de har en funktion eller er sjove.
Så den får lidt endnu... på den eksperimenterende og let rodede facon.

AMOKs nytårshalvmarathon

2008-12-28T19:33:00.004+01:00

Det er den 28. december, store halvmarathon-dag, med AMOK.

Vi mødes ved Gistruphallen og flere løbere kommer til mellem kl. 10.15 og 10.30, hvor starten går. Omkring 10.30 går vi udenfor - de ihærdige varmer op, andre hopper bare lidt. Laver kyllinge-crawl for også at få armene i gang.

Det føles pivende koldt i det tynde løbetøj. Løbskoordinatoren byder velkommen til AMOKs
nytårshalvmarathon. Hun minder om, at der ikke er depoter på ruten. Der er kilometerskilte
3-4 steder, men resten er op til os selv. God tur!

Endelig endelig går starten. Jeg er ikke i topform, og holder mig derfor til fartholderens anvisninger. Hun er god. Vi løber fra Gistrup og afsted ud over det åbne land. Der er vinter-golde marker og åbne landskaber så langt øjet rækker.

Den store gruppe på ca. 60 løber spredes hurtigt. Vi er seks løbere i min gruppe. Vi sludrer lidt derudad. Vinden bider ret voldsomt. Næsen løber hurtigere end os, og kasketten får et ekstra tryk ned i panden.

Vi kommer igennem flere småbyer ude på landet. Romdrup, Lillevorde, Gudum, Vaarst. Kan man virkelig bo her(?), tænker jeg. Her, hvor hønsene i den første landsby, vi løber igennem, går frit ude på vejen. Hanen passer på sine høns og prøver ihærdigt at holde overblikket, mens han kigger efter løberne. Han kan vel se, vi ikke hører til her - "Intruders!!!", tror jeg han tænker.

I gruppen sludres der om ingenting og alting. "Hvor skal I så holde nytår" og "Jeg vænner mig aldrig til det væskebælte".

Der skeles til de sporadiske kilometerskilte. Ved 5 km. har jeg fået varmen, ved 10 km. kan jeg mærke den velkendte muren i hoften, ved 15 km. går det rigtig godt!

Da vi løber ned ad bakke annoncerer fartholderen, at vi nu har overstået den værste bakke.
"Måske sku vi ta en tår vand?". Replikken udløser en kædereaktion, og jeg er på en måde alligevel små-glad for væskebæltet. Maven slår en knude, fordi vandet er for koldt. Jeg gider ikke drikke mere på ruten.

Efter Vaarst er vi snart i mål. Pludselig åbenbarer skoven sig ved Lundby Krat, og vi kan næsten se "hjem". Op til hovedvejen og så i mål. Jeg har masser af energi endnu, og er ikke den eneste. Den sidste del af ruten er ned ad bakke. Lader benene løbe - de har deres eget liv, og vi pilker afsted i mål. Det føles så let, uproblematisk, helt fysisk og flyvende.

I mål stopper vi urene og koordinerer. Der er ingen afvigelser i tiden. Vi har holdt den som planlagt, måske er det derfor jeg er klar til at løbe endnu længere.

I gruppen takker vi hinanden for godt selskab, før vi går ind til de andre. I det lille lokale i Gistruphallen er der sodavand, forskellige øl, nødder, frugt og slik. Der er tæt pakket af løbere. Vi runder af, snakker med de andre. "Hvordan gik det så?" og "hvad blev tiden?". Lokalet emmer af sved - kun enkelte har nået et brusebad.

Jeg bliver lidt for hurtigt nødt til at smutte hjemad. Men det er ok. Jeg er allerede kold i det klamme tøj - husker lige væskebælte og kasket som ligger smidt på et bord. Jeg farveller og godt nytår til dem, jeg lige møder på vejen ud.

Er kold, klam og helt-vildt-i-velvære.

Sort hvid jul

2008-12-19T14:58:00.002+01:00

Om ting jeg elsker at hade og elsker at elske:

Sort jul:

Grønlangkål, stuvet hvidkål, fed flæsk og sylte
Sødsuppe-tv (julekalendere, jule-romance-film, voksen-quizzer, DRs julehilsen til Grønland osv.)
Lys-kæder og illuminerede nisser på huse, i træer, i vinduer, i hække
Marcipan
Helligheder
Flæsk (slik) i orange, røde og grønne frugtfarver
Billig gløgg
P3 julesange
Luciaoptog
Juleringetoner til mobiltelefoner
Juletoget i Aalborg Midtby

Hvid jul:

Annas fødselsdags-julefrokost-fest 2. juledag
Juleøl, sild og snaps
Røde bluser
Råsyltede tranebær til and og flæskesteg
AMOK nytårshalvmaraton
Familie med måde
Stearinlys ude og inde
Byen
Berliner van Kuchen der har stået på loftet i 3 uger
Overdrevet juleironi
Ringenes Herre eller andre adventure-film i flere (sammenhængende) timer

Jeg kan ikke lige finde på flere - det kommer nok senere.

Film-klip fra et drengeliv

2008-12-15T22:43:00.007+01:00

En gang i mellem bliver jeg ramt af en følelse, som ikke helt kan forklares. En blanding af stolthed, vemodighed, kærlighed
- og forgængelighed. Over tiden som går og går, alt for hurtigt, og som aldrig kommer tilbage.

Som i aften, hvor vi var til hyggeaften i min søns klasse (4.c) og blandt andet skulle se film med eleverne. Den ene var fra et bondegårds-besøg hos matematik-lærerinden (lærerinde er det rette ord for hende!). Klippet var 1 1/2 år gammelt og ungerne så mærkbart yngre ud end i dag. Det andet klip var fra da børnene gik i 3. og opførte et skuespil - først for de andre klasser, senere for forældrene.

Min dreng - med det samme strit-hår som i dag, det samme blik i øjnene. På filmen kunne jeg se på ham og læse alle de tanker, der gik igennem hans lille hoved; stolthed, spændt forventning, vildskab, eftertænksomhed og ømhed.

Jeg er ikke en rørstrømsk forældre. Jeg er ikke typen, der falder i åbenlys svime og begejstring over mine børns gøren og laden. Bliver også altid lidt irriteret på forældre med tunnel-syn, der begejstres over helt barne-naturlige ting.
Men en gang i mellem rammer det voldsomt. Som i aften over et par amatør-film fra da min søn gik i tredje...

Juleøllens Aalborg

2008-12-07T22:55:00.003+01:00

Det er lørdag aften, december-aften. Min ældste bror har inviteret familien ud spise. Børnene er ikke med og min mand ligger omgang-syg derhjemme. Derfor er vi kun ’kernen’ – min mor, min søster, mine to brødre og den enes kæreste.

På Retaurant Dahl bliver der kredset for os. Vi hygger os i hinandens selskab en fire timers tid. Derefter smutter min mor hjem.

Vi vil videre ud i jule-øllens Aalborg. Vi fortætter ad Østerbro og falder ind på Cafe Nordkraft. Der er hyggeligt og pænt fyldt med gæster. Vi rammer en sofa og en Thomas Winding lænestol i kælderen. Gamle slidte møbler der ligner noget min farmor havde i stuen. De er meget dybe, og da vi først sidder der, er der ingen vej op.

Der er et andet slæng i kælderen. En efter en vælter de op ad kældertrappe til baren for at hente flere øl eller gå ud for at ryge. Det tager kun et øjeblik før vi falder i snak med dem. Den ene flimrer rundt med et avisudklip med et billede af en post, som han mener må være hans dobbeltgænger. ”Kan I ikke se det??” Han poserer for os, så han ligner posten. ”Tjoooo, jo, jo da!”.

Juleøllene ved vores eget bord får også ben at gå på. Min ældste bror står næsten konstant med et ben i baren og spærrer os andre vejen. Øllene langes videre ned i kælderen i en fart.

Vi morer os uendeligt. Sørens briller går bordet rundt og slører alles syn endnu mere.

Aftenen kulminerer, da vi ud på natten stavrer hjem ad Østerbro og gennem Øster Anlæg. Vi griner så meget og så højt, at det giver genlyd i de halv-tomme gader.

Hvad vi griner af, kan jeg ikke huske. Tror heller ikke de andre kan. Det betyder heller ikke så meget – men oplevelsen med juleøller, briller og avisudklip gør.

Og på bane 5....!

2008-11-29T22:45:00.003+01:00

"Mor - jeg skal i finalen i 100 meter fly, kommer I ikke og kigger?"

Datteren er til svømmestævne i weekenden. I Aalborg, Haraldslund. Selvfølgelig kommer vi og ser finalen.

Vi er der ved 17 tiden. Allerede da vi nærmer os svømmehallen, kan vi se, at der er mere gang i den en normalt. Udenfor svømmehallen sidder der en lille håndfuld svømmere. En pige, lidt ældre end min datter, står udenfor i en våd AS (Aalborg Svømmklub) T-shirt, joggingbokser, clocs og dryppende hår. Hun fryser.

Vi går ind. Smider jakkerne og trækker i de blå smølf-agtige overtræksfutter. Inde i svømmehallen er det lige før finale-start. Luft-fugtigheden er 2000, og der er fyldt til bristepunktet. Svømmere, forældre, officials, svømmetasker, håndklæder og skrællede gulerødder i spande med vand til de sultne.

Vi finder Aalborgs ”place to be”. Når at hilse på et par trænere, holdleder og forældre, før lyset slukkes.

Så starter det. Der er indmarch til finalen i 100 m fly for de yngre piger. Årgang 95 og 96. Musik drøner ud ad højtalerne, kulørte lyskegler farer rundt i loftet, og bassinet er det eneste, der er fuldt oplyst.

Ind kommer tøserne så på række. Efter et stykke tid får jeg øje på min datter. Hendes badedragt stikker ud under ski-undertrøjen og badehætten sidder stramt på hendes hoved. Svømmebrillerne sidder i panden. Hun skal svømme på bane 5. En projektør fanger svømmerne en efter en, når deres navne råbes op over højtaleranlægget.

”Og på bane 5, Frederikke Elkjær fra Aalborg Svømmeklub”. Hun svinger med armene og ryster benene, mens hun træder op på start-skamlen. Hvor ser hun dog stor ud – min datter.

Startskuddet går – hun pisker gennem vandet i den mest imponerende butterfly. Bagefter er hun ikke tilfreds med resultatet. Hele hendes krops-sprog signalerer øv. Hun går forbi os på vej hen til trænerne. Vi råber og har thumbs up. Hun ser os - nikker bare hej og går videre hen til træneren. Hun snakker med tre trænere på én gang. Får sin tid og sammenligner med ”tidligere tider”. Den ene træner tager glad fat om hendes kinder og taler opmuntrende til hende.

Bagefter har hun tid til at sige hej til os. Hun er min store pige. Hun er på vej. Hun kan selv. Jeg er både stolt og rørt - en anelse sentimental - fanme faktisk.

Får et hurtigt klor-knus, inden vi kører hjem igen. Inden hun når at gøre modstand, stjæler jeg serie-kys på hendes runde pige-kinder. Hun er allerede videre – på vej til bassin-kanten for at heppe på veninden.

Bagerste række

2008-11-26T13:25:00.001+01:00

Er tilbage på skolebænken en enkelt dag for at lære om PDF’fers herligheder – især på nettet.

Ankom tidligt nok til at kaste mig ned på bagerste række – helt præcist ½ time for tidligt. Det var uheld! Foran mig ankommer der, i løbet af den næste halve time, flere og flere rygge og ’tændte skærme’ i undervisningslokalet.

Lidt i ni ankommer kursusholderen. Efter 5 minutters undervisning tager jeg mig selv i at studere hende med lærer-elev blikket. Det passer sgu – det med, at det er de første 15 ord, de første 15 centimeter og de første 15 sekunder der danner indtrykket af personen. Jeg har hende på plads efter 15.

Undervisningen er i gang og fokus rettet mod det der foregår oppe foran. Koncentration frem til kaffen ved 10 tiden. Endnu et ryk og frokost kl. 12.

Over middag simrer der et begyndende anarki på de to bagerste rækker.
”Hold da op hvor blir’ der tastet omme bagved” lyder det ironisk fra kollegaen på næst-bagerste række.
”Det er alle de bogmærker med links, jeg oprettet” – kaster jeg tilbage.

”Er i med på den, ha ha” siger underviseren bag brillen. Hun har et kort lille ’ha ha’ efter næsten hver sætning. Jeg konstaterer lidt tilfreds, at jeg kan det meste af stoffet. Alligevel er der fif og a-ha oplevelser undervejs.

Så mens jeg venter på kaffe (igen), er jeg ret overskuds-agtig og fristet til at chikanere hende foran, som kæmper bravt.

Serviceoplysning: Bogmærker i pdf følger IKKE med, hvis man deler et pdf-dokument i to! ”Men måske kommer det i næste version, ha ha,” og så er der kaffe…

Flytte deværste

2008-10-19T15:14:00.000+02:00

Liste over de værste ting man skal pakke for at flytte (prioriteret rækkefølge):

Drengeværelset - med uendeligt mange skjulte skatte bag seng og reol
Trines tøjskab...
Under sengen (nå der var æsken med de gamle breve)
Det store skab på kontoret med gamle projekter, telefoner, tasker og ledninger til gu ved hvad
Skænken i stuen - glas, glas, glas, slatter, kulørte single-stearinlys, børne-kreationer, 15 pakker servietter med 3 i hver, gamle billeder og negativer(!)
Køkkenet (hvem har lige brug for en katoffelskræller-maskine og en elektrisk kniv?)
De øverste skabe på børneværelserne

Loftet, skuret og udenfor er ikke nævnt, bare fortrængt.

"Flytte deværste 2. del" skal handle om de værste ting man (ikke) kan løfte, når man skal flytte.

Den eneste ene - om tysk eller ej

2008-09-16T17:05:00.000+02:00

Børn i 6. kl. får tilknyttet en uddannelsesvejleder, har jeg lige hørt på et forældremøde.

Vejlederen skal 'bevidstgøre børnene om egne muligheder og forudsætninger' . Og vejlederen skal sørge for, at børnene får 'en bred uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering'.

'Arbejdsmarkedsorienteringen' starter allerede i 6. klasse, hvor børnene skal begynde at overveje, om de skal have tysk som 2. fremmedsprog fra 7. klasse. Hvis børnene ikke vælger tysk har de ikke carte blanche til gymnasiet.

Den forkromede pointe med uddannelsesvejlederne er, at børnene senere hen skal vælge en uddannelse - een uddannelse - den rigtige uddannelse og kun den! Og at den eneste ene (uddannelse altså) skal gennemføres hurtigst muligt og på den nominerede tid. Man ønsker for alt i verden at undgå, at børnene afbryder uddannelsen og hopper fra.

Hvordan mon det er at være min 6. klasse-datter?

Hvordan mon det er at være datter af en mor som siger, at hun skal gøre præcis det, hun har lyst til.

Hvad mon uddannelsesvejlederen vil råde hende til, når hun fortæller, at hun bare skal være professionel svømmer (med speciale i butterfly), når hun bliver stor?

Jeg håber, at alle børnene i 6.D modnes og afklares samtidigt - og på den nominerede tid.

Snart skal de tage stilling til det første i rækken af livets store spørgsmål - tysk eller ej?

[vi lader det stå lidt endnu]

AMOK Aalborg

2008-09-10T21:17:00.000+02:00

Det kunne være sjovt at lave en uformel beskrivelse af løbeklubben AMOK Aalborg.

Den kunne f.eks.starte med en tø-hø’er over klubtonen:

Tø-hø…
F.eks. var der til tirsdagstræningen for nylig en lille undren over, at klubbens ultra-løber ikke blev set på hele 13 km. ruten. ”Hvor er hun? Og ”Er hun allerede i bad?”. Kommentarerne blev tørt kommenteret af hendes mand, der sagde ”Nårh – hun har nok lidt i benene – hun løb 70 km i søndags…”

Eller da en medløber ude på ruten skulle fortælle mig om en bekendt, som havde tabt sig pænt meget: ”Hun har nok tabt sig, tja 15 kilometer”.

Men hvad ellers?
Det er klubben, hvor alle afstande og længder gøres op i kilometer (selv til pakkespillet ved den årlige klubfest i november)

Det er klubben, hvor vi ikke nødvendigvis kender hinanden på navn, men hvor alle genkendes på løbestil.

Det er klubben, hvor vi hilser på alle vi møder på ruterne – også modløberne.

Det er klubben, der løber modsat-løb – bare for variationens skyld (i daglig tale kaldet KOMA)

Det er også klubben, hvor nytårs-dogme-halvmaraton på årets næstsidste dag er fast tradition.

Og så er det nok den eneste løbeklub i Aalborg, der varmer op med kyllinge-crawl, tre højeknæløft og to møllesving.

Klubben er åben for nye medlemmer!

44 i farten

2008-08-29T10:32:00.000+02:00

Kan godt li at sige ’man er vel altid i form til en halvmaraton’
…. eller ’det kan ikke betale sig at klæde om for en 5 km’
Fascineres af ord som Svedekas [med langt s, på rigsdansk ’svedekasse’]
’Livet stinker og har alle dage stunket’ er ikke mit motto, men et godt citat
Syns øgenavne er sjovere end rigtige navne
Kan altid tude til Coldplays ’Fix You’
Ka godt li natur, men ingen krible-krable
Har absolut ingen geografisk sans
Dur ikke til tal men til bogstaver
G-Star er mit foretrukne tøjmærke, til mænd
Er hys med stavefejl
Er vokset op med 'A whiter shade of pale' på grammofonen
Får myrekryb over formuleringer som ’Hoslagt fremsendes’
Har for længst opgivet at parallelparkere
Ville engang være pædagog, stakkels børn
Elsker dansk
Er ufrivillig telefonstemme på jobbets telefonsvarere
Skal aldrig mere være korthåret
Drikker kaffe - the når jeg er meget syg
Ku godt tænke mig en lang snak med min far
Løber med AMOK - men også ’sort’
Er til sprællemænd og kvinder med noget på hjertet
Elsker hvide små digitale ting (som min iPod, Eee pc og Sony Ericsson)
Har gået til springgymnastik, håndbold, svømning, aerobic, boksetræning og i mødregruppe
... forresten også blokfløjte, guitar og klaver
Er god til at bule min mands firmabil - i begge sider
Bør ikke diskutere politik med min mand, min svoger og min svigerfar
Er bange for fremmede toiletter - så hellere en hæk
Har det anstrengt med traditioner, som ikke er mine egne
Bliver lidt skidt, når jeg går ind i banker
Kan drikke mere end mange mænd
Kører ALDRIG med trailer, mere
Kan ikke rigtig styre lyden af danskvand med brus, når den er drukket
4 er mit yndlingstal - nu mangler jeg bare 10 for at nå de 44
Er rød helt ind til benet
Synes det er sjovere at mikro-blogge på Facebook end på twitter.com
Er en haj til at stave, det kniber bare med et enkelt ord
Har ingen fastnettelefon men føler stadig, at nummeret er mit
Skriver dagbog - løbsdagbog
Kan godt lide orden, men har rod i skabene
Elsker årstiderne, altså dem der skifter
har en stærk datter, der kan give mig svingtur
Kan ét trylletrick...

Den spæde start

2008-08-28T09:51:00.000+02:00

Nu skal det være - sagde den ene til den anden. Og nu er det så.

Jeg har lavet en blog. Hvad den kommer til at indeholde, er jeg langt fra sikker på, og så dog...

Den blir' til tanker frit fra leveren - om indtryk, ideer, indfald og oplevelser.

Ordet er mit, dit og frit, så feel free to comment.

Trine